Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!
21. nov. 2017

GERANIUM ER ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE DANMARK

Geranium vandt i går endnu en stor hædersbevisning til samlingen, da restauranten kunne lade sig hylde som årets bedste danske restaurant i den nye udgave af White Guide. Geranium er, sammen med 124 andre danske restauranter, optaget i White Guide som cremen af den danske restaurationsbranche. De 125 restauranter blev i går hyldet ved en stor lanceringsfest i Operaens opulente rammer, hvor der samtidig blev uddelt en række eftertragtede priser for årets bedste præstationer udi kunsten at kokkerere, nytænke, beværte og servicere.

"Det har været et utroligt tæt løb i år, og blandt de allerbedste restauranter er det på madsiden ganske små marginaler, der adskiller nummer ét og nummer ti på listen. Årets tætte pointgivning blandt toppen af landets bedste viser med al tydelighed, at den danske restaurantscene er mere levende end nogensinde, mens niveauet generelt bare fortsætter sin himmelflugt til gavn for både de hjemlige gastronomi-entusiaster og de tilrejsende, som gæster Danmark udelukkende for at nyde den sublime gastronomi, vi har at byde på," udtaler Jacob Lövenlund, redaktør for White Guide Danmark. 

Lanceringsfesten begyndte mandag aften med stor gallamiddag på Sølyst i Klampenborg, og der følges op med tre popup-middage i de majestætiske rammer tirsdag d. 21, onsdag d. 22 og lørdag d. 25.

Den gode nyhed er, at ikke bare restaurationsbranchens spidser, men også andre madbegejstrede kan løse billet til middagene, som catalanske Cooking in Motion er fløjet ind for at forestå. Cooking in Motion er et hold kulinariske nomader med køkkenchef Sebastián Mazzola i spidsen. Måske kender du ikke hans navn, men han er langt fra hvem som helst i gastronomiens verden – hans imponerende cv tæller legendariske restauranter som El Bulli, Tickets, 41°, Pakta, AOC og Noma. 

Mazzola flankeres af den højt dekorerede sakesommelier Sussie Villarico (Pakta, 41°), og de to har gjort Cooking in Motion til en af verdens fremmeste eksponenter for det såkaldte 'nikkei'-køkken, som er en fyrig og fræk fusion af det japanske og peruanske køkkens delikate råvarer og teknikker. De to fornøjer normalt gæsterne i hjembyen Barcelona og metropoler verden over med udsolgte gastronomiske aftener, så det er lidt af et scoop, at de er blevet lokket til København. Oplevelsen kombinerer en udsøgt peruansk-japansk tastingmenu med en spændende drikkemenu, som kommer til at indeholde blandt andet sjældne sake-typer af ypperste kvalitet, udvalgt af sakesommelier Sussie Villarico.

Læs mere om middagene og se menuen her: https://www.rsvp-popup.com/events/white-guide-denmark-pop-up-dinner-klampenborg

For yderligere citater og informationer, kontakt gerne White Guides redaktør Jacob Løvenlund på tlf: 61 69 91 88

ÅRETS 10 BEDSTE DANSKE RESTAURANTER ER:

1. Geranium, København 39/97
2. Koks, Kirkjubøur, Færøerne 39/93
3. Mielcke & Hurtigkarl, København 38/95
4. Restaurant AOC 38/94
-   Søllerød Kro 38/94
6. Atelier 85, Kvistgård 38/89
7. Slotskøkkenet på Dragsholm Slot, Hørve 37/91
-  Studio, København 37/91
9. Restaurant Koch, Aarhus 37/88
10. Hotel Frederiksminde, Præstø 37/83

*Det første pointtal ved hver restaurant angiver antal madpoint ud af 40. Det andet pointtal angiver totalpoint ud af 100. Disse point omfatter også service, drikkevarer og stemning. Madpoint vejer tungest i bedømmelsen, og derfor rangordnes restauranterne først efter madpoint og derefter efter totalpoint.   

WHITE GUIDE DANMARK: ÅRETS PRISVINDERE

I forbindelse med guidens lancering hylder White Guide hvert år de dygtigste fagekvilibrister ved at uddele en række priser for de største oplevelser på den hjemlige restaurantscene. Her følger årets femten velfortjente prisvindere.

Årets bedste restaurant
Byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Såfremt flere restauranter opnår samme antal totalpoint, er madpointene afgørende. Med udmærkelsen præmierer White Guide den absolutte højdespringer i dansk gastronomi og restaurantkultur.

VINDER: Geranium, København
Stjernekokken Rasmus Kofoed og manager Søren Ledet opretholder sammen med restaurantchef Mikael Båth og deres fantastisk kompetente team et sublimt gastronomisk niveau på snart tolvte år. Madkreationerne beviser, at køkkenet håndværksmæssigt mestrer at levere velsmagende klassiske retter tilberedt og anrettet til perfektion og måske netop derfor samtidig evner at være både udforskende og innovative i smag, kombinationer og udtryk.
Geranium leverer klippefast på allerhøjeste internationale mesterklasseniveau, hver gang!

Årets nye restaurant - uddeles i samarbejde med Stokkebye Caviar
Er en nyåbnet ambitiøs restaurant, der i stilfulde omgivelser med god stemning og med højt serviceniveau mestrer at levere et særegent smagsudtryk på internationalt mesterklasseniveau og kompetent matche maden på tallerkenen med drikkevarer.

VINDER: Atelier 85, Kvistgård
Med udgangspunkt i hovedhuset til et nedlagt landbrug syd for Kvistgård har Brian Pedersen i sin rummelige, men intime restaurant med blot ti pladser præsteret at træde direkte til tops blandt Kongerigets bedste restauranter med sin nyskabende, nysgerrigt søgende og perfektionistisk udførte kogekunst. Her er nærvær, omgivelser, miljø, stemning og velsmag i rigelige mål.

Årets innovatør - uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en nyskabende restaurant eller person, der inden for et eller flere elementer af helhedsoplevelsen har tilført vores gastronomiske scene noget banebrydende.

VINDER: VeVe, København
Henrik Yde har præsteret at skabe en laktovegetarisk mesterklasserestaurant, hvor nytænkte velsmagende retter afleder selv den mest kritiske kødelskers trang til traditionelt proteinindtag. Menuen er en vovet gastronomisk oplevelsesrejse i originale fortolkninger af retter fra en række autentiske køkkener, fortrinsvis produceret på lokale råvarer. Vovet, vellykket og innovativt.

Årets serviceoplevelse – uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Er når en restaurant evner at udvise en ekstraordinær servicefornemmelse, som får gæsten til at føle sig i fokus, hver gang. Her tæller opmærksomhed på gæsten, betjeningen, eksekveringen, viden om maden og drikkevarerne.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Ingen over og ingen ved siden af Jan Restorff, der på overlegen vis bare bliver ved at udvikle sin evne til at udvise tilstedeværelse og værtskab på en så overskudsagtig vis, at man på Søllerød ikke kan undgå at føle sig forkælet og i centrum. Med Brian Mark Hansen i køkkenet leverer hele teamet en gennemført topprofessionel serviceoplevelse uden lige.

Årets unge kokketalent - uddeles i samarbejde med Lavazza
Hæderen går til en kok under 30 år, som vedvarende og på et ekstraordinært højt niveau har præsteret at træde ind på Kongerigets restaurantscene og her bidrager med både nytænkning håndværksmæssig tæft i særklasse.

VINDER: Poul Andrias Ziska, Koks, Kirkjubøur
Både på toprestauranten Koks og i forbindelse med vinterhalvårets pop-ups i udlandet præsterer Poul Andrias Ziska på overlegen vis at overbevise om sit ubestridte talent. Han har en overlegen evne til at fremelske helt unikke smagsoplevelser med udgangspunkt i håndhøstede lokale råvarer. Poul Andrias sikrer, at Koks’ køkken stabilt leverer smagsoplevelser i Global Mesterklasse. Poul er nutiden – og fremtiden.

Årets vinoplevelse - uddeles i samarbejde med Vinakademiet
Vindes af en restaurant, som har en vidende, nærværende og uprætentiøs sommelier, der kan forstå og imødekomme sin gæsts behov og bidrage til at sikre en helstøbt vinoplevelse. Vinudvalget, herunder producenter, årgange, diversitet, overskuelighed, matchning og sammensætning af vinmenu indgår som kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
Siden firserne har danskerne haft fornøjelsen af at nyde godt af passionerede Jose Santos' evne til at dele sin kærlighed til vin og hans enorme viden og evne til at parre exceptionelle vine med mad. Lysten til at følge med og være på forkant er ikke bare intakt, men et forbillede til efterlevelse. Blandt restaurantens personale synes appetitten på at udvikle vinkort og –matches at være umættelig. Mest imponerende er, at man hos Mielcke & Hurtigkarl endda er lykkedes med, at gæsten ikke savner Jose, når han ikke selv er til stede, for stedets øvrige vintjenere er fuldt ud kapable til at tage over.

Årets vinkort – uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Gives til det velstrukturerede og diversificerede vinkort, der både rummer traditionelle og klassiske samt moderne og biodynamiske vine, og som vægter velsmag uanset produktionsform, geografi og historie. Det har nøje udvalgte kvalitetsvine i alle prislejer, runde og modne som friske og spændstige, og selvfølgelig exceptionelle rariteter til de helt særlige lejligheder. Vinene er valgt med udgangspunkt i køkkenets gastronomiske udtryk, variationen i retterne og gæsternes præferencer. Overskueligt, velassorteret og personligt.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Nysgerrighed, et åbent sind over for nye områder, druer, producenter og tilgange til velsmag, et kontinuerligt højt niveau over mange årtier, mod, viden og muligheden for at lade vine modne under ideelle forhold er forudsætningerne for, at vinkortet på Søllerod Kro kan betegnes som Danmarks allerbedste. Her kan du, under kyndig vejledning, altid matche både smag og pengepung. 

Årets smag for skillingen - uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Prisen vindes af en restaurant, der præsterer at servere mad, matche drikkevarer, yde service og værtskab samt skabe stemning og miljø i mesterklasse til en pris, hvor alle kan være med.

VINDER: Vallø Slotskro, Køge
I fantastiske rammer byder Vallø Slotskro på en afstressende hyggeoplevelse, hvor prisen for en menu på mesterklasseniveau omfatter herskabeligt hotelophold og lækker morgenmad, så du som gæst med god samvittighed kan nyde de velmatchede drikkevarer.

Årets feelgood-oplevelse – uddeles i samarbejde med Catering Engros
Gives til en restaurant, der i sublim grad byder på nærvær og stemning, evner at sætte gæsten i centrum og gør det til et specielt rart og hyggeligt sted at indtage et måltid. Maden og drikkevarerne skal være gode, men især stemningen, miljøet og det, der 'ligger i luften' – noget ægte og sympatisk, skal få os til at føle os ekstra godt tilpas, og give os lyst til at komme igen og gøre restauranten til vores stamsted.

VINDER: Ros, Tønder
En uforlignelig stemning, stor hjertevarme, der inkluderer modtagelse og afsked i døren, nærvær, hvor kokkene selv præsenterer og serverer alle retter ved bordet og ægte sønderjysk lune kombineret med en ekstraordinær madoplevelse, der baseres på lokale råvarer, gør Ros i Tønder til en skattet feelgoodplevelse, der bestemt også er en rejse værd. 

Årets øloplevelse – uddeles i samarbejde med Sidekick Brewing
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst arbejde med sit udbud af eksklusive øl. Her er valget af leverandører og producenter, ølkortets komposition, skænkningen, mad- og ølsammensætning, håndteringen, præsentationen, formidlingen og evnen til at forstå gæstens behov centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Barr, København
Hos Barr i Nomas tidligere lokaler på Christianshavn mestrer brygger Andreas Pedersen og barchef Johan Blasberg med deres topprofessionelle team at levere unikke øloplevelser, der er perfekt parret med køkkenchef Thorsten Schmidts delikate nyfortolkninger af de klassiske nordsøkøkkener. Den kyndige rådgivning sikrer, at du med sikker hånd bliver manøvreret gennem udsøgte øjenåbnende, velmatchede ølekstremer og -rariteter.

Årets kør hjem drikkevaremenu - uddeles i samarbejde med Dagmar
Prisen tildeles en restaurant, som mestrer at parre sine retter med særligt fremelskede ikkealkoholiske drikkevarer, så den kulinariske oplevelse for både asket og chauffør holdes i højsædet. Her tæller også fokus, komposition, mad- og drikkevaresammensætning, håndtering og præsentation.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
I vanlig nysgerrigt udforskende stil har Mielcke & Hurtigkarl eksperimenteret sig frem til en række fantastisk vellykkede hjemmebryggede ikkealkoholiske ledsagere til de vidt forskellige smagsudtryk i deres retter. Her er intet helligt, så udvalget baserer sig både på hjemmebrygget kombucha, laktose, juicer, bær og urter, der, med rette, præsenteres med stolthed og stor entusiasme. På trods af høje ambitioner indfries de til fulde af niveauet på den enestående ikkealkoholiske drikkevaremenu, der matches sublimt til maden.

Årets kaffeoplevelse – uddeles i samarbejde med Lavazza
Prisen modtages af en restaurant, som i særlig grad har udmærket sig ved et ambitiøst arbejde med kaffe – både i kop og i og til maden. Her er valget af leverandører og producenter, brygningen, håndteringen og  præsentationen centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: 108, København
Den tidligere baristaverdensmester, Tim Wendelboe, har i dag slået sig på at producere kaffe, der er så lysristet, som det lader sig gøre. Derved bevares størstedelen af de vidt forskellige frugtnuancer, der, afhængig af art, er i bærrene. På 108 fremelskes ganske syrlige og sarte kaffer, som er helt vinøse i deres udtryk, mens kaffens krop er mere spinkel og nogle af de karakteristiske mørkbrændte noter ikke er så udtalte. Alle baristaerne er veluddannede, rutinerede og bidrager gerne med at matche kaffevarianterne med både desserter, petit four og avec. En overlegen kaffeoplevelse med gæsten i fokus.

Årets bæredygtige – uddeles i samarbejde med GastroUnika
Stjernekokkene og køkkencheferne er vor tids rockstjerner, hvis adfærd fungerer som eksempler til efterlevelse. Prisen tildeles en restaurant, der forbilledligt viser vejen med brug af økologiske og biodynamiske råvarer, refood og lokal forankring af ingredienser og produktion.

VINDER: Amass, København
Matt Orlando, der indtil åbningen af Amass i 2013 huserede som køkkenchef på Noma, har løbende udviklet evnen til at fremelske delikatesser af alle dele af sine råvarer. Her er der ingen biprodukter, kun nye produkter. Amass udgør nærmest sit eget lille økosystem, da restauranten praktisk talt, med succes og velsmag, genbruger alle de ting, man ellers ville smide ud. Et forbillede til efterlevelse.

Årets fiske- og skaldyrsoplevelse - uddeles i samarbejde med Fiskerikajen
Prisen gives til et sted, der byder på en rå og uforfalsket velsmag af friske fisk- og skaldyr og formår at tilberede og garnere disse, så de udgør unikke smagsoplevelser.

VINDER: Fanø Østersfestival, Fanø
What's not to like, når en perlerække af landets allerdygtigste fiske- og skaldyrsvirtuoser i forbindelse med en prestigiøs konkurrence om at blive kåret som årets bedste østerskok serverer egne fortolkninger af delikate østershapsere for en flad 20’er? Færgen og Dansk Ø-ferie står bag, når Fanø i, hvad der jævnfør Dansk Sprognævn fremover frit må benævnes 'østerårsferien', indbyder til et firedages skaldyrsorgie. Det er ikke kun under den firedages festival, at man på Fanø selv kan høste og nyde østers, knivmuslinger, hjerte-, sand- og blåmuslinger. Tanken er netop at gøre østers og skaldyr til en mere folkelig spise.

Årets dessertoplevelse - uddeles i samarbejde med Cacao Barry
Prisen tildeles en restaurant, der gør noget helt særligt ud af ikke kun at kæle for, men også at udfordre vores søde tand – et sted, hvor der gøres noget ekstraordinært ud af måltidets afslutning.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
På Søllerød Kro har Brian Mark Hansen formået at løfte det i forvejen enestående niveau på stedets desserter til nye højder. Desserterne er smagfuldt velkomponerede anretninger, som begejstrer både øjne og gane. Køkkenet formår på sublim vis at gøre desserter til gastronomiske kunststykker.

Årets værtspar
Prisen som årets værtspar tildeles en restaurant, hvor værtskab af værtsparret sammen med god mad og drikke i stemningsfyldte rammer gør spiseoplevelsen til noget helt specielt.

VINDER: Jordnær, Gentofte
Med den nært forestående lukning af Den Røde og Gule Cottage, ville der i Gentofte Kommune have været opstået et gastronomisk vakuum, hvis ikke Jordnær fra dag eet har markeret sig som ny toprestaurant. Værtsparret Tina og Eric Vildgaard er nærværende, servicemindede, engagerede og perfektionistiske i deres tilgang til mad, drikkevarer og service. Vi glæder os til at følge udviklingen i denne nye mesterklasserestaurant, der har lagt hårdt fra land med 33 point for mad og 79 totalpoint.

 

Mere restaurantnyt

  • Sønderborg har fået sin egen Barbie

    Sønderborg har fået sin egen Barbie

    RESTAURANTNYT: Sønderborg har fået sin egen Barbie, et kombineret steak house og new American barbequerestaurant. Bag restauranten står blandt andre Rasmus Oubæk, som i hovedstaden er kendt som ’béarnaisekongen.’

    Sammen med tvillingebroren Jakob Oubæk og partneren Christian Brandt åbnede Rasmus Oubæk for få dage siden restauranten Barbie i Sønderborg. Navnet er identisk og konceptet minder meget om Barbie i København, som i 2015 blev nomineret til White Guides pris ’Årets smag for skillingen’ og er en af en række restauranter, som Rasmus Oubæk er medejer af. Madstilen er new American barbeque, altså langtidsgrillet kød som pulled pork, pork belly og beef brisket med tilbehør som mash & gravy, coleslaw og pickles, ligesom på Barbie. Der er desuden...


     

  • Tisvildelejes ”bedste sommermad” lukker men genopstår

    Tisvildelejes ”bedste sommermad” lukker men genopstår

    RESTAURANTNYT: Køster & Co. i Tisvildeleje lukker ved udgangen af august måned. Dermed mister Tisvildeleje et af sine bedste spisesteder. Og så alligevel ikke.

    - Nogle vil mene, ægteparret Louise og Thomas Køster netop lægger sig midt i speltsegmentets mainstream med deres fokus på økologiske råvarer med oprindelsesangivelse, rene smagsudtryk og danske sommerklassikere som fiskefrikadeller på rugbrød, sommersalat med rygeost og øllebrød med flødeskum. Og hvad så!? Retterne er perfekt tilberedt og både smukt og rigeligt anrettet, skrev White Guides anmelder efter vores seneste besøg på Køster & Ko under overskriften ”Badebyens bedste sommermad.” Læs hele anmeldelsen her (kræver login).

    Nu lukker det lille spisested i Hovedgaden ned, men konceptet genopstår på...


     

  • Længe ventet restaurant åbner på lørdag

    Længe ventet restaurant åbner på lørdag

    RESTAURANTNYT: En af årets mest ventede restaurantåbninger er Rasmus Munks Alchemist, og fra lørdag den 22. august går det endelig løs. Valget af lokation er faldet på den tidligere Davids Bistro på Østerbro, men for den populære bistros stamgæster vil der næppe være meget genkendeligt tilbage. 24-årige Munk har nemlig henover sommeren ombygget lokalet fuldstændig, så det står klar til de første 15 gæster, som har sikret sig bord på åbningsdagen.

    Hvad kan man forvente som gæst på Alchemist?
    - Man kan forvente en oplevelse, som ikke ligner noget, du får andre steder i København. Ligesom alkymisterne i gamle dage vil vi gøre brug af mangfoldige teknikker og moderne kemi for at skabe guld, om man så må sige. Hver eneste ret skal være en helhedsoplevelse, og udover selve maden lader vi også lyssætningen i rummet, duftene og selve indretningen komme i spil. Vi lader os inspirere af steder som elBulli og The Fat Duck og hiver det molekylære køkken ind i varmen igen. Men det, der måske lidt manglede i det molekylære køkkens storhedstid, var fokus på alt det udenom maden. For det er da fint nok, at man kan få noget til at ryge eller fryse lynhurtigt. Det er bare sjovere, hvis det udenom også følger med, mener Munk.

    Blandt andet...


     

  • Ny anmeldelse: Ruths Gourmet, Skagen

    Ny anmeldelse: Ruths Gourmet, Skagen

    NY ANMELDELSE: ”Dennis Juhl Jensen har taget over efter Thorsten Schmidt, og vildskaben er lagt i tømmer, holdt fast, kontrolleret og sluppet i mindre doser, så gæsten ikke skal sidde på nåle og tage stilling ved hver eneste ret. På køkkenteknikken og tilberedningerne er der intet at pege fingre ad. Ruths store mangel - og det ER en mangel på dette niveau - er det smalle vinkort. Vel er der gode sager, fine bourgogner og klassificeret bordeaux, men vinverdenen er så meget større, og den får vi ikke lov at snuse til på Ruths…”

    Hvor?
    Ruths Gourmet (Ruths Hotel)
    Hans Ruths Vej 1
    9990 Skagen

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Ruths Gourmet, i den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades til iOS i App Store/iTunes Store og til Android i Google Play. Find alle nye anmeldelser i app'en under menupunktet "Mine guides.”Nyå


     

  • Ny frokostrestaurant vil give gæsterne en totaloplevelse

    Ny frokostrestaurant vil give gæsterne en totaloplevelse

    RESTAURANTNYT: Restauranten i kunstmuseet ARoS i Aarhus skifter navn og koncept. ART Restaurant bliver til ARoS Food Hall, og ved samme lejlighed bliver det hidtidige, ambitiøse aftenkøkken til en frokostrestaurant med fokus på oplevelser, social dining og fortællinger om de gode råvarer, som er på menuen.

    Den nuværende restaurant, ART Restaurant, er lukket, mens lokalet på 8. sal ombygges. Når restauranten genåbner 29. august under navnet ARoS Food Hall er det med en helt ny indretning med modningsskabe til kød, urter i potter og små lamper, der hænger ned under loftet som en stjernehimmel under ARoS’ regnbue. Intentionen er, at man kan få en pause og en oplevelse på samme tid, og at ARoS Food Hall skal være et udstillingsrum i sig selv. Maden kan spises ved tomandsborde og et fælles langbord med plads til snak med sidemanden.

    Køkkenchefen bliver...


     

  • Kadeau ommøblerer og åbner dogmefri bistro

    Kadeau ommøblerer og åbner dogmefri bistro

    RESTAURANTNYT: De driftige Kadeau-drenge er snart klar med endnu en filial af forretningen. Kadeau Bornholm, Kadeau København, Pony og SommerPony får til november en lillebror ved navn Eldorado. Restauranten kommer til at ligge i København, og konceptet defineres noget mere løst end på de andre Kadeau-restauranter, hvor det lokale er i centrum.

    - Vi smider dogmerne og åbner den bornholmske dør ud mod verden. Vi har længe haft lyst til at kunne bruge de inputs, vi får, når vi rejser ud og oplever restauranter og møder kollegaer i ind- og udland. Det kan vi på Eldorado, som bliver et dogmefrit køkken med lidt højere til loftet, lidt mere larm og leben og en uhøjtidelig stemning, fortæller Rasmus Kofoed, en af partnerne bag Kadeau.

    Menuen er stadig på tegnebrættet, men Kofoed kan afsløre, at den for eksempel vil indeholde Kadeau klassikere, retter med karry, chili og fransk fjerkræ.


     

  • Cortona bliver til Mr. Brunello

    Cortona bliver til Mr. Brunello

    RESTAURANTNYT: Den italienske restaurant Cortona i Rysensteensgade lukkede i foråret men genopstår nu som L’Enoteca di Mr. Brunello. Ejerne og den finere italienske madstil er den samme, men nyt er et sympatisk vinkoncept.

    L’Enoteca di Mr. Brunello kommer til at være både restaurant og vinbutik med mere end 150 forskellige vine, heraf godt 40 brunello'er. Vinene kan købes med hjem eller drikkes til maden, som serveres i restauranten. Priserne vil ligge på omkring halvdelen af det niveau, andre restauranter tager for samme vine, lover folkene bag. Kokken er som på Cortona Ermenegildo Russo, som også tidligere stod bag gryderne på den italienske gourmetrestaurant Il Grappolo Blu.


     

  • Ny dim sum- og cocktailbar i København

    Ny dim sum- og cocktailbar i København

    RESTAURANTNYT: Navnet siger det meste - på den nye Magasasa Dim Sum & Cocktail Bar i Kødbyen kan du spise dim sums og drikke cocktails. Bag restauranten står folkene bag Magasasa, som bekender sig det kinesiske Sichuankøkken og allerede har filialer på Istedgade og Amagerbrogade i København.

    - Smask i takt med sidemanden og nyd den autentiske stemning og mad med en kold Tsingtao-øl for få penge, skrev White Guides anmelder om Magasasa på Istedgade. Den var første filial af den lille kæde, som med åbningen i Kødbyen altså omfatter tre restauranter.


     

  • Nyåbnet: Hummerhytten, Listed

    Nyåbnet: Hummerhytten, Listed

    NYÅBNET: ”Hverken restauranten eller navnet er nyt, men i år er hytten overtaget af det bornholmske crew bag Restaurant Koefoed i København. Menuen har fået et moderne storbymakeover med delemenu, mellemretter og hummer, naturligvis. Stedet er charmerende, den unge servicebrigade glad og venlig, og menukortet ambitiøst i forhold til de beskedne faciliteter. Men både logistik og tilberedninger skal strammes op for at modsvare det lige så storbyagtige prisbillede…"

    Hvor?
    Hummerhytten
    Strandstien 10, Listed
    3740 Svaneke

    Læs hele anmeldelsen i den fulde version af White Guide App.


     

  • Noma flytter til Australien

    Noma flytter til Australien

    RESTAURANTNYT: Sidste vinter rykkede Noma til Japan i godt en måned, og i år gentages succesen i Australien. Alle fra kokke til køkkenchefer, tjenere, sommelierer, opvasker og direktøren fra Noma rykker med, og ligeledes deres ægtefæller og børn. De nordiske ingredienser, som til daglig danner basis for restaurantens menuer, lader staben dog blive hjemme.

    - Alt, vi tager med fra vores køkken, er et åbent sind og passion for at lære, skriver køkkenchef René Redzepi på Nomas hjemmeside

    - Siden min første tur til Australien for flere år siden har jeg haft lyst til at tilbringe mere tid der, udforske landets smage og forstå dets ingredienser. Fra tropiske frugter i nord til det tasmanske peberblad, de uberørte fisk og skaldyr i syd og alle de eksotiske vidundere derimellem, skriver han blandt andet om, hvorfor Australien er næste mål.


     

Køb White Guide White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar GASTRO unika White Guide App