Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!
21. nov. 2017

GERANIUM ER ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE DANMARK

Geranium vandt i går endnu en stor hædersbevisning til samlingen, da restauranten kunne lade sig hylde som årets bedste danske restaurant i den nye udgave af White Guide. Geranium er, sammen med 124 andre danske restauranter, optaget i White Guide som cremen af den danske restaurationsbranche. De 125 restauranter blev i går hyldet ved en stor lanceringsfest i Operaens opulente rammer, hvor der samtidig blev uddelt en række eftertragtede priser for årets bedste præstationer udi kunsten at kokkerere, nytænke, beværte og servicere.

"Det har været et utroligt tæt løb i år, og blandt de allerbedste restauranter er det på madsiden ganske små marginaler, der adskiller nummer ét og nummer ti på listen. Årets tætte pointgivning blandt toppen af landets bedste viser med al tydelighed, at den danske restaurantscene er mere levende end nogensinde, mens niveauet generelt bare fortsætter sin himmelflugt til gavn for både de hjemlige gastronomi-entusiaster og de tilrejsende, som gæster Danmark udelukkende for at nyde den sublime gastronomi, vi har at byde på," udtaler Jacob Lövenlund, redaktør for White Guide Danmark. 

Lanceringsfesten begyndte mandag aften med stor gallamiddag på Sølyst i Klampenborg, og der følges op med tre popup-middage i de majestætiske rammer tirsdag d. 21, onsdag d. 22 og lørdag d. 25.

Den gode nyhed er, at ikke bare restaurationsbranchens spidser, men også andre madbegejstrede kan løse billet til middagene, som catalanske Cooking in Motion er fløjet ind for at forestå. Cooking in Motion er et hold kulinariske nomader med køkkenchef Sebastián Mazzola i spidsen. Måske kender du ikke hans navn, men han er langt fra hvem som helst i gastronomiens verden – hans imponerende cv tæller legendariske restauranter som El Bulli, Tickets, 41°, Pakta, AOC og Noma. 

Mazzola flankeres af den højt dekorerede sakesommelier Sussie Villarico (Pakta, 41°), og de to har gjort Cooking in Motion til en af verdens fremmeste eksponenter for det såkaldte 'nikkei'-køkken, som er en fyrig og fræk fusion af det japanske og peruanske køkkens delikate råvarer og teknikker. De to fornøjer normalt gæsterne i hjembyen Barcelona og metropoler verden over med udsolgte gastronomiske aftener, så det er lidt af et scoop, at de er blevet lokket til København. Oplevelsen kombinerer en udsøgt peruansk-japansk tastingmenu med en spændende drikkemenu, som kommer til at indeholde blandt andet sjældne sake-typer af ypperste kvalitet, udvalgt af sakesommelier Sussie Villarico.

Læs mere om middagene og se menuen her: https://www.rsvp-popup.com/events/white-guide-denmark-pop-up-dinner-klampenborg

For yderligere citater og informationer, kontakt gerne White Guides redaktør Jacob Løvenlund på tlf: 61 69 91 88

ÅRETS 10 BEDSTE DANSKE RESTAURANTER ER:

1. Geranium, København 39/97
2. Koks, Kirkjubøur, Færøerne 39/93
3. Mielcke & Hurtigkarl, København 38/95
4. Restaurant AOC 38/94
-   Søllerød Kro 38/94
6. Atelier 85, Kvistgård 38/89
7. Slotskøkkenet på Dragsholm Slot, Hørve 37/91
-  Studio, København 37/91
9. Restaurant Koch, Aarhus 37/88
10. Hotel Frederiksminde, Præstø 37/83

*Det første pointtal ved hver restaurant angiver antal madpoint ud af 40. Det andet pointtal angiver totalpoint ud af 100. Disse point omfatter også service, drikkevarer og stemning. Madpoint vejer tungest i bedømmelsen, og derfor rangordnes restauranterne først efter madpoint og derefter efter totalpoint.   

WHITE GUIDE DANMARK: ÅRETS PRISVINDERE

I forbindelse med guidens lancering hylder White Guide hvert år de dygtigste fagekvilibrister ved at uddele en række priser for de største oplevelser på den hjemlige restaurantscene. Her følger årets femten velfortjente prisvindere.

Årets bedste restaurant
Byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Såfremt flere restauranter opnår samme antal totalpoint, er madpointene afgørende. Med udmærkelsen præmierer White Guide den absolutte højdespringer i dansk gastronomi og restaurantkultur.

VINDER: Geranium, København
Stjernekokken Rasmus Kofoed og manager Søren Ledet opretholder sammen med restaurantchef Mikael Båth og deres fantastisk kompetente team et sublimt gastronomisk niveau på snart tolvte år. Madkreationerne beviser, at køkkenet håndværksmæssigt mestrer at levere velsmagende klassiske retter tilberedt og anrettet til perfektion og måske netop derfor samtidig evner at være både udforskende og innovative i smag, kombinationer og udtryk.
Geranium leverer klippefast på allerhøjeste internationale mesterklasseniveau, hver gang!

Årets nye restaurant - uddeles i samarbejde med Stokkebye Caviar
Er en nyåbnet ambitiøs restaurant, der i stilfulde omgivelser med god stemning og med højt serviceniveau mestrer at levere et særegent smagsudtryk på internationalt mesterklasseniveau og kompetent matche maden på tallerkenen med drikkevarer.

VINDER: Atelier 85, Kvistgård
Med udgangspunkt i hovedhuset til et nedlagt landbrug syd for Kvistgård har Brian Pedersen i sin rummelige, men intime restaurant med blot ti pladser præsteret at træde direkte til tops blandt Kongerigets bedste restauranter med sin nyskabende, nysgerrigt søgende og perfektionistisk udførte kogekunst. Her er nærvær, omgivelser, miljø, stemning og velsmag i rigelige mål.

Årets innovatør - uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en nyskabende restaurant eller person, der inden for et eller flere elementer af helhedsoplevelsen har tilført vores gastronomiske scene noget banebrydende.

VINDER: VeVe, København
Henrik Yde har præsteret at skabe en laktovegetarisk mesterklasserestaurant, hvor nytænkte velsmagende retter afleder selv den mest kritiske kødelskers trang til traditionelt proteinindtag. Menuen er en vovet gastronomisk oplevelsesrejse i originale fortolkninger af retter fra en række autentiske køkkener, fortrinsvis produceret på lokale råvarer. Vovet, vellykket og innovativt.

Årets serviceoplevelse – uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Er når en restaurant evner at udvise en ekstraordinær servicefornemmelse, som får gæsten til at føle sig i fokus, hver gang. Her tæller opmærksomhed på gæsten, betjeningen, eksekveringen, viden om maden og drikkevarerne.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Ingen over og ingen ved siden af Jan Restorff, der på overlegen vis bare bliver ved at udvikle sin evne til at udvise tilstedeværelse og værtskab på en så overskudsagtig vis, at man på Søllerød ikke kan undgå at føle sig forkælet og i centrum. Med Brian Mark Hansen i køkkenet leverer hele teamet en gennemført topprofessionel serviceoplevelse uden lige.

Årets unge kokketalent - uddeles i samarbejde med Lavazza
Hæderen går til en kok under 30 år, som vedvarende og på et ekstraordinært højt niveau har præsteret at træde ind på Kongerigets restaurantscene og her bidrager med både nytænkning håndværksmæssig tæft i særklasse.

VINDER: Poul Andrias Ziska, Koks, Kirkjubøur
Både på toprestauranten Koks og i forbindelse med vinterhalvårets pop-ups i udlandet præsterer Poul Andrias Ziska på overlegen vis at overbevise om sit ubestridte talent. Han har en overlegen evne til at fremelske helt unikke smagsoplevelser med udgangspunkt i håndhøstede lokale råvarer. Poul Andrias sikrer, at Koks’ køkken stabilt leverer smagsoplevelser i Global Mesterklasse. Poul er nutiden – og fremtiden.

Årets vinoplevelse - uddeles i samarbejde med Vinakademiet
Vindes af en restaurant, som har en vidende, nærværende og uprætentiøs sommelier, der kan forstå og imødekomme sin gæsts behov og bidrage til at sikre en helstøbt vinoplevelse. Vinudvalget, herunder producenter, årgange, diversitet, overskuelighed, matchning og sammensætning af vinmenu indgår som kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
Siden firserne har danskerne haft fornøjelsen af at nyde godt af passionerede Jose Santos' evne til at dele sin kærlighed til vin og hans enorme viden og evne til at parre exceptionelle vine med mad. Lysten til at følge med og være på forkant er ikke bare intakt, men et forbillede til efterlevelse. Blandt restaurantens personale synes appetitten på at udvikle vinkort og –matches at være umættelig. Mest imponerende er, at man hos Mielcke & Hurtigkarl endda er lykkedes med, at gæsten ikke savner Jose, når han ikke selv er til stede, for stedets øvrige vintjenere er fuldt ud kapable til at tage over.

Årets vinkort – uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Gives til det velstrukturerede og diversificerede vinkort, der både rummer traditionelle og klassiske samt moderne og biodynamiske vine, og som vægter velsmag uanset produktionsform, geografi og historie. Det har nøje udvalgte kvalitetsvine i alle prislejer, runde og modne som friske og spændstige, og selvfølgelig exceptionelle rariteter til de helt særlige lejligheder. Vinene er valgt med udgangspunkt i køkkenets gastronomiske udtryk, variationen i retterne og gæsternes præferencer. Overskueligt, velassorteret og personligt.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Nysgerrighed, et åbent sind over for nye områder, druer, producenter og tilgange til velsmag, et kontinuerligt højt niveau over mange årtier, mod, viden og muligheden for at lade vine modne under ideelle forhold er forudsætningerne for, at vinkortet på Søllerod Kro kan betegnes som Danmarks allerbedste. Her kan du, under kyndig vejledning, altid matche både smag og pengepung. 

Årets smag for skillingen - uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Prisen vindes af en restaurant, der præsterer at servere mad, matche drikkevarer, yde service og værtskab samt skabe stemning og miljø i mesterklasse til en pris, hvor alle kan være med.

VINDER: Vallø Slotskro, Køge
I fantastiske rammer byder Vallø Slotskro på en afstressende hyggeoplevelse, hvor prisen for en menu på mesterklasseniveau omfatter herskabeligt hotelophold og lækker morgenmad, så du som gæst med god samvittighed kan nyde de velmatchede drikkevarer.

Årets feelgood-oplevelse – uddeles i samarbejde med Catering Engros
Gives til en restaurant, der i sublim grad byder på nærvær og stemning, evner at sætte gæsten i centrum og gør det til et specielt rart og hyggeligt sted at indtage et måltid. Maden og drikkevarerne skal være gode, men især stemningen, miljøet og det, der 'ligger i luften' – noget ægte og sympatisk, skal få os til at føle os ekstra godt tilpas, og give os lyst til at komme igen og gøre restauranten til vores stamsted.

VINDER: Ros, Tønder
En uforlignelig stemning, stor hjertevarme, der inkluderer modtagelse og afsked i døren, nærvær, hvor kokkene selv præsenterer og serverer alle retter ved bordet og ægte sønderjysk lune kombineret med en ekstraordinær madoplevelse, der baseres på lokale råvarer, gør Ros i Tønder til en skattet feelgoodplevelse, der bestemt også er en rejse værd. 

Årets øloplevelse – uddeles i samarbejde med Sidekick Brewing
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst arbejde med sit udbud af eksklusive øl. Her er valget af leverandører og producenter, ølkortets komposition, skænkningen, mad- og ølsammensætning, håndteringen, præsentationen, formidlingen og evnen til at forstå gæstens behov centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Barr, København
Hos Barr i Nomas tidligere lokaler på Christianshavn mestrer brygger Andreas Pedersen og barchef Johan Blasberg med deres topprofessionelle team at levere unikke øloplevelser, der er perfekt parret med køkkenchef Thorsten Schmidts delikate nyfortolkninger af de klassiske nordsøkøkkener. Den kyndige rådgivning sikrer, at du med sikker hånd bliver manøvreret gennem udsøgte øjenåbnende, velmatchede ølekstremer og -rariteter.

Årets kør hjem drikkevaremenu - uddeles i samarbejde med Dagmar
Prisen tildeles en restaurant, som mestrer at parre sine retter med særligt fremelskede ikkealkoholiske drikkevarer, så den kulinariske oplevelse for både asket og chauffør holdes i højsædet. Her tæller også fokus, komposition, mad- og drikkevaresammensætning, håndtering og præsentation.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
I vanlig nysgerrigt udforskende stil har Mielcke & Hurtigkarl eksperimenteret sig frem til en række fantastisk vellykkede hjemmebryggede ikkealkoholiske ledsagere til de vidt forskellige smagsudtryk i deres retter. Her er intet helligt, så udvalget baserer sig både på hjemmebrygget kombucha, laktose, juicer, bær og urter, der, med rette, præsenteres med stolthed og stor entusiasme. På trods af høje ambitioner indfries de til fulde af niveauet på den enestående ikkealkoholiske drikkevaremenu, der matches sublimt til maden.

Årets kaffeoplevelse – uddeles i samarbejde med Lavazza
Prisen modtages af en restaurant, som i særlig grad har udmærket sig ved et ambitiøst arbejde med kaffe – både i kop og i og til maden. Her er valget af leverandører og producenter, brygningen, håndteringen og  præsentationen centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: 108, København
Den tidligere baristaverdensmester, Tim Wendelboe, har i dag slået sig på at producere kaffe, der er så lysristet, som det lader sig gøre. Derved bevares størstedelen af de vidt forskellige frugtnuancer, der, afhængig af art, er i bærrene. På 108 fremelskes ganske syrlige og sarte kaffer, som er helt vinøse i deres udtryk, mens kaffens krop er mere spinkel og nogle af de karakteristiske mørkbrændte noter ikke er så udtalte. Alle baristaerne er veluddannede, rutinerede og bidrager gerne med at matche kaffevarianterne med både desserter, petit four og avec. En overlegen kaffeoplevelse med gæsten i fokus.

Årets bæredygtige – uddeles i samarbejde med GastroUnika
Stjernekokkene og køkkencheferne er vor tids rockstjerner, hvis adfærd fungerer som eksempler til efterlevelse. Prisen tildeles en restaurant, der forbilledligt viser vejen med brug af økologiske og biodynamiske råvarer, refood og lokal forankring af ingredienser og produktion.

VINDER: Amass, København
Matt Orlando, der indtil åbningen af Amass i 2013 huserede som køkkenchef på Noma, har løbende udviklet evnen til at fremelske delikatesser af alle dele af sine råvarer. Her er der ingen biprodukter, kun nye produkter. Amass udgør nærmest sit eget lille økosystem, da restauranten praktisk talt, med succes og velsmag, genbruger alle de ting, man ellers ville smide ud. Et forbillede til efterlevelse.

Årets fiske- og skaldyrsoplevelse - uddeles i samarbejde med Fiskerikajen
Prisen gives til et sted, der byder på en rå og uforfalsket velsmag af friske fisk- og skaldyr og formår at tilberede og garnere disse, så de udgør unikke smagsoplevelser.

VINDER: Fanø Østersfestival, Fanø
What's not to like, når en perlerække af landets allerdygtigste fiske- og skaldyrsvirtuoser i forbindelse med en prestigiøs konkurrence om at blive kåret som årets bedste østerskok serverer egne fortolkninger af delikate østershapsere for en flad 20’er? Færgen og Dansk Ø-ferie står bag, når Fanø i, hvad der jævnfør Dansk Sprognævn fremover frit må benævnes 'østerårsferien', indbyder til et firedages skaldyrsorgie. Det er ikke kun under den firedages festival, at man på Fanø selv kan høste og nyde østers, knivmuslinger, hjerte-, sand- og blåmuslinger. Tanken er netop at gøre østers og skaldyr til en mere folkelig spise.

Årets dessertoplevelse - uddeles i samarbejde med Cacao Barry
Prisen tildeles en restaurant, der gør noget helt særligt ud af ikke kun at kæle for, men også at udfordre vores søde tand – et sted, hvor der gøres noget ekstraordinært ud af måltidets afslutning.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
På Søllerød Kro har Brian Mark Hansen formået at løfte det i forvejen enestående niveau på stedets desserter til nye højder. Desserterne er smagfuldt velkomponerede anretninger, som begejstrer både øjne og gane. Køkkenet formår på sublim vis at gøre desserter til gastronomiske kunststykker.

Årets værtspar
Prisen som årets værtspar tildeles en restaurant, hvor værtskab af værtsparret sammen med god mad og drikke i stemningsfyldte rammer gør spiseoplevelsen til noget helt specielt.

VINDER: Jordnær, Gentofte
Med den nært forestående lukning af Den Røde og Gule Cottage, ville der i Gentofte Kommune have været opstået et gastronomisk vakuum, hvis ikke Jordnær fra dag eet har markeret sig som ny toprestaurant. Værtsparret Tina og Eric Vildgaard er nærværende, servicemindede, engagerede og perfektionistiske i deres tilgang til mad, drikkevarer og service. Vi glæder os til at følge udviklingen i denne nye mesterklasserestaurant, der har lagt hårdt fra land med 33 point for mad og 79 totalpoint.

 

Mere restaurantnyt

  • David Fischer rykker til Aarhus

    David Fischer rykker til Aarhus

    RESTAURANTNYT: David Fischer, som i København står bag den italienske restaurant Hos Fischer, rykker nu til Aarhus for at være køkkenchef på byens nye italiener, GÄST. Dog kun nogle dage hver uge, for de hjemlige gryder skal også passes.

    - Hos Fischer er det ikke så svært: Man tager nogle gode råvarer, lokale og italienske, og lægger dem i hænderne på dygtige kokke uden fine fornemmelser for pynt og halløj. Ud af det kommer der helt simple, klassiske italienske serveringer, skrev White Guides anmelder om Hos Fischer i København efter vores seneste besøg. Læs hele anmeldelsen her (kræver login, men det er gratis).

    Denne enkle, afslappede italienske stil med fokus på gode råvarer tager køkkenchef David Fischer med sig til Aarhus, hvor han fremover nogle dage hver uge vil stå bag gryderne på GÄST, en ny restaurant i...


     

  • Ny anmeldelse: Taller, København

    Ny anmeldelse: Taller, København

    NY ANMELDELSE: "Højdepunktet er et af stedets signaturretter: guanabana-sorbet, tilberedt af en slags forvokset lys avocado serveret med avocadoskum og lime, frisk jernurt og mate i en fuldstændig helstøbt dessert, som langt overgår gimmicken i næste dessert med myrer i en chokoladetue, der ikke kan forene den bitre fede sødme med myrernes smag af citrongræs..."

    Hvor?
    Taller
    Tordenskjoldsgade 11
    1055 København K

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point...


     

  • Ny anmeldelse: Leaven, København

    Ny anmeldelse: Leaven, København

    NY ANMELDELSE: "’Simpel mad med sydlandsk temperament’ kalder folkene bag den nyåbnede restaurant Leaven selv deres køkkenstil. Med blot 2-4 komponenter på hver ret og et meget smalt vinkort er det nemt at få øje på det simple. Til gengæld har vi svært ved at spotte det sydlandske temperament på restauranten, som med en minimalistisk stil i mad, musikvalg og indretning ikke ligger langt fra tidens øvrige mangfoldighed af nordiske bistroer."



    Hvor?
    Leaven
    Ny Adelgade 4
    1104 København K

     

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Leaven i den...


     

  • Ny restaurant i Aarhus vil lege med i toppen

    Ny restaurant i Aarhus vil lege med i toppen

    RESTAURANTNYT: Aarhus får snart en ny restaurant med et højt ambitionsniveau og erfarne folk bag komfuret og på gulvet. Navnet er Domestic, som betyder huslig på engelsk. Det betyder dog ikke, at man skal forvente mad a la mormors gryder – og dog.

    - Navnet hentyder til, at det skal være afslappende at spise her. Man skal føle sig velkommen og hjemme, fortæller Christian Neve. Sammen med de to kokke Christoffer Norton og Morten Rasted samt Ditte Susgaard, der som han selv er uddannet tjener, åbner han den 20. oktober Domestic. De fire har tilsammen 30 års erfaring fra gode restauranter som Nordisk Spisehus, Fru Larsen, Castenskiold, Molskroen, Substans og Ruths Hotel.

    Adressen bliver Mejlgade 35B i baggården, hvor nogle nok vil huske, at Svineriet lå engang. Neve vil ikke lægge skjul på, at køkkenets ambitioner er tårnhøje.
    - Maden kommer til at være gourmet med lokale råvarer. Vi vægter økologi, men er ikke fanatiske. Tingene smager bare tit bedre, hvis de er produceret med hensyntagen til miljø og dyrevelfærd. Vi vil gå all in fra starten af. Vi vil gerne med tiden lege med i toppen blandt de fem bedste restauranter i Aarhus, siger han.

    Man skal med andre ord ikke forvente stegt flæsk og frikadeller, men tilgangen til råvarerne bliver alligevel meget lig...


     

  • Ny anmeldelse: Rønnede Kro

    Ny anmeldelse: Rønnede Kro

    NY ANMELDELSE: "At en landevejskro mellem Køge og Næstved formår både at begejstre lokalbefolkningen på en onsdag og holde et højt gastronomisk niveau, er noget af en bedrift. Men Rønnede Kro mestrer den kulinariske balancekunst og rammer plet med både mad, stil og stemning."

    Hvor?
    Rønnede Kro
    Vordingborgvej 530
    4683 Rønnede

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet...


     

  • Ny anmeldelse: Fleisch, København

    Ny anmeldelse: Fleisch, København

    NY ANMELDELSE: "Der er et labert Kødbyen-kontemporært feel over de velindrettede lokaler i behørig industriel/skandinavisk stil, gennemført med klinkebelagt spisebar og gevirer i kødkroge. Vi tages godt imod af det smilende og tilsyneladende rigelige personale, men der går alligevel 20 minutter i den halvtomme restaurant, før en tjener spørger, om vi da ikke vil have et glas vand..."

    Hvor?
    Fleisch
    Slagterboderne 7
    1617 København V

    Læs hele anmeldelsen i den fulde version


     

  • Nørregaard og co. løfter sløret for det nye Kadeau

    Nørregaard og co. løfter sløret for det nye Kadeau

    RESTAURANTNYT: Som vi har skrevet om før, har Kadeau-drengene planer om at genopfinde Kadeau København som et mindre sted med færre pladser, mere intimitet og ressourcer til at trykke lidt ekstra på gaspedalen. Det bliver nu en realitet, og den 17. november 2015 åbner det nye Kadeau. Adressen er i nabolokalet til den nuværende restaurant, som til gengæld bliver til den dogmefri bistro Eldorado.

    - Vi er nu nået til et punkt, hvor vi ikke vil gå på kompromis, men i stedet føre vores høje ambitioner ud i livet, siger Nicolai Nørregaard, der er køkkenchef og partner i Kadeau.

    Med bare otte borde og et meget åbent køkken kan gæsterne på det nye Kadeau se frem til...


     

  • Ny anmeldelse: Aros Food Hall, Aarhus

    Ny anmeldelse: Aros Food Hall, Aarhus

    NY ANMELDELSE: "Aros’ restaurant har for nylig skiftet navn fra Art Restaurant til Food Hall. Ved samme lejlighed har lokalet fået en makeover med det formål at gøre restauranten til en mere integreret del af museet. Her er både kig til summende bier, kød i modningsskabe, krydderurter på reoler langs væggene og en fantastisk udsigt over byens tage."

    Hvor?
    Aros Food Hall
    Aros Allé 2
    8000 Aarhus C

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point...


     

  • Ny anmeldelse: Magasasa Dim Sum & Cocktails, København

    Ny anmeldelse: Magasasa Dim Sum & Cocktails, København

    NY ANMELDELSE: "La mian-nudelsuppen er et af stedets hofnumre, og det er imponerende at se kokken strække dejen, der efterhånden former sig til lange nudler lige foran gæsterne. Oksesuppen, de serveres i, er brændvarm, men smagen er lidt fad. Det samme gælder stedets dim sums, som er hjemmelavede og nydelige, men savner den sidste tilsmagning og finesse i anretningen."

    Hvor?
    Magasasa Dim Sum & Cocktails
    Flæsketorvet 54-56
    1711 København V

     

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Magasasa Dim Sum & Cocktails, i den fulde version af White Guide App. App’en kan...


     

  • Noma lukker – og genopstår

    Noma lukker – og genopstår

    RESTAURANTNYT: René Redzepi planlægger at lukke Noma nytårsaften 2016. Men om alt går vel, genåbner restauranten i en helt ny version i 2017, siger han til New York Times.

    Det nye Noma kommer efter planen til at ligge på Refshaleøen i et lokale, som i skrivende stund trænger til mere end en kærlig hånd for at blive til en restaurant. Det vil René Redzepi og et team af håndværkere rette op på, og der vil også blive ansat en eller flere gartnere. I tidens ånd kommer Noma nemlig til at have sin egen have, men det bliver ikke noget hyggebed i gårdhaven. Nej, haven bliver en regulær mark, der kommer til at være et drivhus på taget af restauranten, og efter planen vil der også blive dyrket afgrøder på en tømmerflåde i den nærliggende kanal.

    Også menuen vil få en make-over, så den...


     

Køb White Guide White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar GASTRO unika White Guide App