Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!
21. nov. 2017

GERANIUM ER ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE DANMARK

Geranium vandt i går endnu en stor hædersbevisning til samlingen, da restauranten kunne lade sig hylde som årets bedste danske restaurant i den nye udgave af White Guide. Geranium er, sammen med 124 andre danske restauranter, optaget i White Guide som cremen af den danske restaurationsbranche. De 125 restauranter blev i går hyldet ved en stor lanceringsfest i Operaens opulente rammer, hvor der samtidig blev uddelt en række eftertragtede priser for årets bedste præstationer udi kunsten at kokkerere, nytænke, beværte og servicere.

"Det har været et utroligt tæt løb i år, og blandt de allerbedste restauranter er det på madsiden ganske små marginaler, der adskiller nummer ét og nummer ti på listen. Årets tætte pointgivning blandt toppen af landets bedste viser med al tydelighed, at den danske restaurantscene er mere levende end nogensinde, mens niveauet generelt bare fortsætter sin himmelflugt til gavn for både de hjemlige gastronomi-entusiaster og de tilrejsende, som gæster Danmark udelukkende for at nyde den sublime gastronomi, vi har at byde på," udtaler Jacob Lövenlund, redaktør for White Guide Danmark. 

Lanceringsfesten begyndte mandag aften med stor gallamiddag på Sølyst i Klampenborg, og der følges op med tre popup-middage i de majestætiske rammer tirsdag d. 21, onsdag d. 22 og lørdag d. 25.

Den gode nyhed er, at ikke bare restaurationsbranchens spidser, men også andre madbegejstrede kan løse billet til middagene, som catalanske Cooking in Motion er fløjet ind for at forestå. Cooking in Motion er et hold kulinariske nomader med køkkenchef Sebastián Mazzola i spidsen. Måske kender du ikke hans navn, men han er langt fra hvem som helst i gastronomiens verden – hans imponerende cv tæller legendariske restauranter som El Bulli, Tickets, 41°, Pakta, AOC og Noma. 

Mazzola flankeres af den højt dekorerede sakesommelier Sussie Villarico (Pakta, 41°), og de to har gjort Cooking in Motion til en af verdens fremmeste eksponenter for det såkaldte 'nikkei'-køkken, som er en fyrig og fræk fusion af det japanske og peruanske køkkens delikate råvarer og teknikker. De to fornøjer normalt gæsterne i hjembyen Barcelona og metropoler verden over med udsolgte gastronomiske aftener, så det er lidt af et scoop, at de er blevet lokket til København. Oplevelsen kombinerer en udsøgt peruansk-japansk tastingmenu med en spændende drikkemenu, som kommer til at indeholde blandt andet sjældne sake-typer af ypperste kvalitet, udvalgt af sakesommelier Sussie Villarico.

Læs mere om middagene og se menuen her: https://www.rsvp-popup.com/events/white-guide-denmark-pop-up-dinner-klampenborg

For yderligere citater og informationer, kontakt gerne White Guides redaktør Jacob Løvenlund på tlf: 61 69 91 88

ÅRETS 10 BEDSTE DANSKE RESTAURANTER ER:

1. Geranium, København 39/97
2. Koks, Kirkjubøur, Færøerne 39/93
3. Mielcke & Hurtigkarl, København 38/95
4. Restaurant AOC 38/94
-   Søllerød Kro 38/94
6. Atelier 85, Kvistgård 38/89
7. Slotskøkkenet på Dragsholm Slot, Hørve 37/91
-  Studio, København 37/91
9. Restaurant Koch, Aarhus 37/88
10. Hotel Frederiksminde, Præstø 37/83

*Det første pointtal ved hver restaurant angiver antal madpoint ud af 40. Det andet pointtal angiver totalpoint ud af 100. Disse point omfatter også service, drikkevarer og stemning. Madpoint vejer tungest i bedømmelsen, og derfor rangordnes restauranterne først efter madpoint og derefter efter totalpoint.   

WHITE GUIDE DANMARK: ÅRETS PRISVINDERE

I forbindelse med guidens lancering hylder White Guide hvert år de dygtigste fagekvilibrister ved at uddele en række priser for de største oplevelser på den hjemlige restaurantscene. Her følger årets femten velfortjente prisvindere.

Årets bedste restaurant
Byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Såfremt flere restauranter opnår samme antal totalpoint, er madpointene afgørende. Med udmærkelsen præmierer White Guide den absolutte højdespringer i dansk gastronomi og restaurantkultur.

VINDER: Geranium, København
Stjernekokken Rasmus Kofoed og manager Søren Ledet opretholder sammen med restaurantchef Mikael Båth og deres fantastisk kompetente team et sublimt gastronomisk niveau på snart tolvte år. Madkreationerne beviser, at køkkenet håndværksmæssigt mestrer at levere velsmagende klassiske retter tilberedt og anrettet til perfektion og måske netop derfor samtidig evner at være både udforskende og innovative i smag, kombinationer og udtryk.
Geranium leverer klippefast på allerhøjeste internationale mesterklasseniveau, hver gang!

Årets nye restaurant - uddeles i samarbejde med Stokkebye Caviar
Er en nyåbnet ambitiøs restaurant, der i stilfulde omgivelser med god stemning og med højt serviceniveau mestrer at levere et særegent smagsudtryk på internationalt mesterklasseniveau og kompetent matche maden på tallerkenen med drikkevarer.

VINDER: Atelier 85, Kvistgård
Med udgangspunkt i hovedhuset til et nedlagt landbrug syd for Kvistgård har Brian Pedersen i sin rummelige, men intime restaurant med blot ti pladser præsteret at træde direkte til tops blandt Kongerigets bedste restauranter med sin nyskabende, nysgerrigt søgende og perfektionistisk udførte kogekunst. Her er nærvær, omgivelser, miljø, stemning og velsmag i rigelige mål.

Årets innovatør - uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en nyskabende restaurant eller person, der inden for et eller flere elementer af helhedsoplevelsen har tilført vores gastronomiske scene noget banebrydende.

VINDER: VeVe, København
Henrik Yde har præsteret at skabe en laktovegetarisk mesterklasserestaurant, hvor nytænkte velsmagende retter afleder selv den mest kritiske kødelskers trang til traditionelt proteinindtag. Menuen er en vovet gastronomisk oplevelsesrejse i originale fortolkninger af retter fra en række autentiske køkkener, fortrinsvis produceret på lokale råvarer. Vovet, vellykket og innovativt.

Årets serviceoplevelse – uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Er når en restaurant evner at udvise en ekstraordinær servicefornemmelse, som får gæsten til at føle sig i fokus, hver gang. Her tæller opmærksomhed på gæsten, betjeningen, eksekveringen, viden om maden og drikkevarerne.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Ingen over og ingen ved siden af Jan Restorff, der på overlegen vis bare bliver ved at udvikle sin evne til at udvise tilstedeværelse og værtskab på en så overskudsagtig vis, at man på Søllerød ikke kan undgå at føle sig forkælet og i centrum. Med Brian Mark Hansen i køkkenet leverer hele teamet en gennemført topprofessionel serviceoplevelse uden lige.

Årets unge kokketalent - uddeles i samarbejde med Lavazza
Hæderen går til en kok under 30 år, som vedvarende og på et ekstraordinært højt niveau har præsteret at træde ind på Kongerigets restaurantscene og her bidrager med både nytænkning håndværksmæssig tæft i særklasse.

VINDER: Poul Andrias Ziska, Koks, Kirkjubøur
Både på toprestauranten Koks og i forbindelse med vinterhalvårets pop-ups i udlandet præsterer Poul Andrias Ziska på overlegen vis at overbevise om sit ubestridte talent. Han har en overlegen evne til at fremelske helt unikke smagsoplevelser med udgangspunkt i håndhøstede lokale råvarer. Poul Andrias sikrer, at Koks’ køkken stabilt leverer smagsoplevelser i Global Mesterklasse. Poul er nutiden – og fremtiden.

Årets vinoplevelse - uddeles i samarbejde med Vinakademiet
Vindes af en restaurant, som har en vidende, nærværende og uprætentiøs sommelier, der kan forstå og imødekomme sin gæsts behov og bidrage til at sikre en helstøbt vinoplevelse. Vinudvalget, herunder producenter, årgange, diversitet, overskuelighed, matchning og sammensætning af vinmenu indgår som kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
Siden firserne har danskerne haft fornøjelsen af at nyde godt af passionerede Jose Santos' evne til at dele sin kærlighed til vin og hans enorme viden og evne til at parre exceptionelle vine med mad. Lysten til at følge med og være på forkant er ikke bare intakt, men et forbillede til efterlevelse. Blandt restaurantens personale synes appetitten på at udvikle vinkort og –matches at være umættelig. Mest imponerende er, at man hos Mielcke & Hurtigkarl endda er lykkedes med, at gæsten ikke savner Jose, når han ikke selv er til stede, for stedets øvrige vintjenere er fuldt ud kapable til at tage over.

Årets vinkort – uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Gives til det velstrukturerede og diversificerede vinkort, der både rummer traditionelle og klassiske samt moderne og biodynamiske vine, og som vægter velsmag uanset produktionsform, geografi og historie. Det har nøje udvalgte kvalitetsvine i alle prislejer, runde og modne som friske og spændstige, og selvfølgelig exceptionelle rariteter til de helt særlige lejligheder. Vinene er valgt med udgangspunkt i køkkenets gastronomiske udtryk, variationen i retterne og gæsternes præferencer. Overskueligt, velassorteret og personligt.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Nysgerrighed, et åbent sind over for nye områder, druer, producenter og tilgange til velsmag, et kontinuerligt højt niveau over mange årtier, mod, viden og muligheden for at lade vine modne under ideelle forhold er forudsætningerne for, at vinkortet på Søllerod Kro kan betegnes som Danmarks allerbedste. Her kan du, under kyndig vejledning, altid matche både smag og pengepung. 

Årets smag for skillingen - uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Prisen vindes af en restaurant, der præsterer at servere mad, matche drikkevarer, yde service og værtskab samt skabe stemning og miljø i mesterklasse til en pris, hvor alle kan være med.

VINDER: Vallø Slotskro, Køge
I fantastiske rammer byder Vallø Slotskro på en afstressende hyggeoplevelse, hvor prisen for en menu på mesterklasseniveau omfatter herskabeligt hotelophold og lækker morgenmad, så du som gæst med god samvittighed kan nyde de velmatchede drikkevarer.

Årets feelgood-oplevelse – uddeles i samarbejde med Catering Engros
Gives til en restaurant, der i sublim grad byder på nærvær og stemning, evner at sætte gæsten i centrum og gør det til et specielt rart og hyggeligt sted at indtage et måltid. Maden og drikkevarerne skal være gode, men især stemningen, miljøet og det, der 'ligger i luften' – noget ægte og sympatisk, skal få os til at føle os ekstra godt tilpas, og give os lyst til at komme igen og gøre restauranten til vores stamsted.

VINDER: Ros, Tønder
En uforlignelig stemning, stor hjertevarme, der inkluderer modtagelse og afsked i døren, nærvær, hvor kokkene selv præsenterer og serverer alle retter ved bordet og ægte sønderjysk lune kombineret med en ekstraordinær madoplevelse, der baseres på lokale råvarer, gør Ros i Tønder til en skattet feelgoodplevelse, der bestemt også er en rejse værd. 

Årets øloplevelse – uddeles i samarbejde med Sidekick Brewing
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst arbejde med sit udbud af eksklusive øl. Her er valget af leverandører og producenter, ølkortets komposition, skænkningen, mad- og ølsammensætning, håndteringen, præsentationen, formidlingen og evnen til at forstå gæstens behov centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Barr, København
Hos Barr i Nomas tidligere lokaler på Christianshavn mestrer brygger Andreas Pedersen og barchef Johan Blasberg med deres topprofessionelle team at levere unikke øloplevelser, der er perfekt parret med køkkenchef Thorsten Schmidts delikate nyfortolkninger af de klassiske nordsøkøkkener. Den kyndige rådgivning sikrer, at du med sikker hånd bliver manøvreret gennem udsøgte øjenåbnende, velmatchede ølekstremer og -rariteter.

Årets kør hjem drikkevaremenu - uddeles i samarbejde med Dagmar
Prisen tildeles en restaurant, som mestrer at parre sine retter med særligt fremelskede ikkealkoholiske drikkevarer, så den kulinariske oplevelse for både asket og chauffør holdes i højsædet. Her tæller også fokus, komposition, mad- og drikkevaresammensætning, håndtering og præsentation.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
I vanlig nysgerrigt udforskende stil har Mielcke & Hurtigkarl eksperimenteret sig frem til en række fantastisk vellykkede hjemmebryggede ikkealkoholiske ledsagere til de vidt forskellige smagsudtryk i deres retter. Her er intet helligt, så udvalget baserer sig både på hjemmebrygget kombucha, laktose, juicer, bær og urter, der, med rette, præsenteres med stolthed og stor entusiasme. På trods af høje ambitioner indfries de til fulde af niveauet på den enestående ikkealkoholiske drikkevaremenu, der matches sublimt til maden.

Årets kaffeoplevelse – uddeles i samarbejde med Lavazza
Prisen modtages af en restaurant, som i særlig grad har udmærket sig ved et ambitiøst arbejde med kaffe – både i kop og i og til maden. Her er valget af leverandører og producenter, brygningen, håndteringen og  præsentationen centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: 108, København
Den tidligere baristaverdensmester, Tim Wendelboe, har i dag slået sig på at producere kaffe, der er så lysristet, som det lader sig gøre. Derved bevares størstedelen af de vidt forskellige frugtnuancer, der, afhængig af art, er i bærrene. På 108 fremelskes ganske syrlige og sarte kaffer, som er helt vinøse i deres udtryk, mens kaffens krop er mere spinkel og nogle af de karakteristiske mørkbrændte noter ikke er så udtalte. Alle baristaerne er veluddannede, rutinerede og bidrager gerne med at matche kaffevarianterne med både desserter, petit four og avec. En overlegen kaffeoplevelse med gæsten i fokus.

Årets bæredygtige – uddeles i samarbejde med GastroUnika
Stjernekokkene og køkkencheferne er vor tids rockstjerner, hvis adfærd fungerer som eksempler til efterlevelse. Prisen tildeles en restaurant, der forbilledligt viser vejen med brug af økologiske og biodynamiske råvarer, refood og lokal forankring af ingredienser og produktion.

VINDER: Amass, København
Matt Orlando, der indtil åbningen af Amass i 2013 huserede som køkkenchef på Noma, har løbende udviklet evnen til at fremelske delikatesser af alle dele af sine råvarer. Her er der ingen biprodukter, kun nye produkter. Amass udgør nærmest sit eget lille økosystem, da restauranten praktisk talt, med succes og velsmag, genbruger alle de ting, man ellers ville smide ud. Et forbillede til efterlevelse.

Årets fiske- og skaldyrsoplevelse - uddeles i samarbejde med Fiskerikajen
Prisen gives til et sted, der byder på en rå og uforfalsket velsmag af friske fisk- og skaldyr og formår at tilberede og garnere disse, så de udgør unikke smagsoplevelser.

VINDER: Fanø Østersfestival, Fanø
What's not to like, når en perlerække af landets allerdygtigste fiske- og skaldyrsvirtuoser i forbindelse med en prestigiøs konkurrence om at blive kåret som årets bedste østerskok serverer egne fortolkninger af delikate østershapsere for en flad 20’er? Færgen og Dansk Ø-ferie står bag, når Fanø i, hvad der jævnfør Dansk Sprognævn fremover frit må benævnes 'østerårsferien', indbyder til et firedages skaldyrsorgie. Det er ikke kun under den firedages festival, at man på Fanø selv kan høste og nyde østers, knivmuslinger, hjerte-, sand- og blåmuslinger. Tanken er netop at gøre østers og skaldyr til en mere folkelig spise.

Årets dessertoplevelse - uddeles i samarbejde med Cacao Barry
Prisen tildeles en restaurant, der gør noget helt særligt ud af ikke kun at kæle for, men også at udfordre vores søde tand – et sted, hvor der gøres noget ekstraordinært ud af måltidets afslutning.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
På Søllerød Kro har Brian Mark Hansen formået at løfte det i forvejen enestående niveau på stedets desserter til nye højder. Desserterne er smagfuldt velkomponerede anretninger, som begejstrer både øjne og gane. Køkkenet formår på sublim vis at gøre desserter til gastronomiske kunststykker.

Årets værtspar
Prisen som årets værtspar tildeles en restaurant, hvor værtskab af værtsparret sammen med god mad og drikke i stemningsfyldte rammer gør spiseoplevelsen til noget helt specielt.

VINDER: Jordnær, Gentofte
Med den nært forestående lukning af Den Røde og Gule Cottage, ville der i Gentofte Kommune have været opstået et gastronomisk vakuum, hvis ikke Jordnær fra dag eet har markeret sig som ny toprestaurant. Værtsparret Tina og Eric Vildgaard er nærværende, servicemindede, engagerede og perfektionistiske i deres tilgang til mad, drikkevarer og service. Vi glæder os til at følge udviklingen i denne nye mesterklasserestaurant, der har lagt hårdt fra land med 33 point for mad og 79 totalpoint.

 

Mere restaurantnyt

  • Ny anmeldelse: MASH Penthouse, København

    Ny anmeldelse: MASH Penthouse, København

    NY ANMELDELSE: "MASH-kædens nyeste steakhouse ligger i toppen af det nye Tivoli-hotel i København, og alene elevatorturen op til 12. etage er befriende udansk. Den kosmopolitiske stemning cementeres, da vi ledes den lange vej gennem restauranten til vores bord med udsigt over byens tage og præsenteres for et mad- og vinkort, der byder på alt andet end nynordisk puritanisme og økoflippet frelsthed."

    Hvor?
    MASH Penthouse
    Arni Magnussons Gade 4, 1577 København V

    Læs hele anmeldelsen
    Du kan læse hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet MASH Penthouse hvis du ...


     

  • Top 30: Her er Nordens bedste restauranter

    Top 30: Her er Nordens bedste restauranter

    WHITE GUIDE: Den anden udgave af White Guide Nordic blev lanceret i Helsinki den 16. november 2015. Guiden indeholder anmeldelser af de 300 bedste restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Noma topper årets top 30-liste over de bedst anmeldte restauranter, og i alt er 14 danske restauranter på listen – heriblandt tre nye i Danmark, den ene på Færøerne.

    Top 30: White Guide Nordic 2016

    White Guide Nordic bruger de samme klassificeringer som White Guide Danmark. Der gives op til 100 point i alt, heraf op til 40 point for maden. Alle restauranter på top 30-listen er i International Mesterklasse, White Guides højeste klassificering.

    Pointene angives som madpoint/totalpoint.

    1. Noma, København, Danmark 39/97
    2. Fäviken Magasinet, Järpen/Åre, Sverige 39/96
    3. Geranium, København, Danmark 39/93
    4. Daniel Berlin Krog, Skåne Tranås, Sverige 39/92
    5. Esperanto, Stockholm, Sverige 38/94
    - Restaurant Frantzén, Stockholm, Sverige 38/94
    - Gastrologik, Stockholm, Sverige 38/94
    8. Maaemo, Oslo, Norge 38/93
    9. Kadeau København, København, Denmark 38/92
    - Oaxen Krog, Stockholm, Sverige 38/92
    11. Upper House Dining, Gothia Towers, Göteborg, Sverige 38/91
    12. Søllerød Kro, Holte, Danmark 37/91
    13. Mathias Dahlgren – Matsalen, Stockholm, Sverige 37/90
    - Mielcke & Hurtigkarl, København, Danmark 37/90
    - PM & Vänner, Växjö, Sverige 37/90
    16. Restaurant AOC, København, Danmark 37/89
    17. KOKS, Tórshavn/Færøerne, Danmark 37/84 - NY
    18. Operakällaren, Stockholm, Sverige 36/94
    19. Koka, Göteborg, Sverige 36/92 - NY
    20. Frederikshøj, Aarhus, Danmark 36/91
    21. Kong Hans Kælder, København, Danmark 36/90
    22. Studio, København, Danmark 36/89
    23. Hotel Frederiksminde, Præstø, Danmark 36/87 - NY
    - Kadeau Bornholm, Aakirkeby/Bornholm, Danmark 36/87
    25. Falsled Kro, Millinge, Danmark 36/86
    26. Olo, Helsinki, Finland 36/85
    27. Statholdergaarden, Oslo, Norge 36/84 - NY
    28. Hotell Borgholm, Borgholm/Öland, Sverige 36/83
    - Restaurang Vollmers, Malmö, Sverige 36/83
    30. Ti Trin Ned, Fredericia, Danmark 36/81 - NY

    I alt er 300 nordiske restauranter optaget i guiden – heraf 79 danske, færøske og grønlandske. Desuden præsenterer guiden de 25 bedste restauranter i Estland i samarbejde med Flavours of Estonia.


     

  • White Guide Nordic udkommer 16. november

    White Guide Nordic udkommer 16. november

    WHITE GUIDE: I morgen udkommer den 2. udgave af White Guide Nordic med anmeldelser på engelsk af Nordens 300 bedste restauranter. Som noget nyt inkluderer guidens 2016-udgave Grønland og Estland, og guiden fås både på tryk og som en ny redesignet app. Lige nu kan den trykte guide forudbestilles med rabat via Saxo.com.

    Køb White Guide Nordic nu
    White Guide Nordic 2016 lanceres i Helsinki mandag den 16. november kl. 17. Umiddelbart derefter er guiden til salg i butikker over hele Norden, og den vil også kunne fås som app via iTunes App Store. I Danmark kan den bl.a. købes via Saxo.com, hvor du lige nu kan du forudbestille den med rabat.


     

  • Den lokavore bølge er nået til Roskilde

    Den lokavore bølge er nået til Roskilde

    RESTAURANTNYT: Roskilde har fået en ny restaurant med mad lavet af lokale råvarer fra Søren Wiuff og Kiselgården og biovin i vinskabet. Moehr hedder det nye sted, som ligger i gågaden Skomagergade, midt i Roskilde.

    I det lokale, hvor konditoriet og caféen Druedahl’s før lå, er alt revet ud, og der findes ikke en klinke, som ikke er skiftet, fortæller Peter Møller, som står bag det nye sted sammen med Flemming Haahr Larsen. Ombygningen har de selv stået for i samarbejde med håndværkere og designfirmaet One Funky Furniture. Her er råt træ, beton, biovin i vinskabet og lokale råvarer fra Søren Wiuff og Kiselgården i køkkenet. Med andre ord skiller Moehr sig væsentligt ud fra Roskildes andre restauranter, fortæller Peter Møller, som er stedets køkkenchef.

    - Roskilde er en kæmpe by. Her bor masser og mennesker, og her er også masser af restauranter. Men næsten kun kæder eller steak houses, og ikke et ondt ord om det. Men vi synes, at byen savner noget lidt mere københavnerchict.

    De fleste kokke og tjenere på Moehr har arbejdet på toprestauranter i hovedstaden, og Peter Møller selv var indtil for nylig ...


     

  • White Guide får nyt pointsystem: Originalerne skal frem i lyset

    White Guide får nyt pointsystem: Originalerne skal frem i lyset

    WHITE GUIDE: Som Nordens største restaurantguide er det naturligt for os hele tiden at holde os på tæerne, så vi ikke mister vores relevans. Derfor opdaterer vi nu vores pointsystem, så det bedre afspejler den gastronomiske virkelighed anno 2015.

    Vores vigtigste opgave som restaurantguide er at lede restaurantgæster hen til de mest interessante spisesteder. Dem er der rigtig mange af i Danmark. Men hvis alle fulgte den slagne vej, ville restaurantscenen ikke være så interessant, som den er i dag. Originalerne, innovatørerne, de, som tør gå imod strømmen, er dem, som skaber fremdrift og gør, at vores land nu er ét, mange rejser til for at spise. Det gavner turismen. Og ikke mindst er det til stor fordel for os, som bor her.

    Det har altid været en af White Guides kerneværdier at støtte op om de restauranter, som ...

    ...


     

  • Ny anmeldelse: Restaurant Jørn, Aalborg

    Ny anmeldelse: Restaurant Jørn, Aalborg

    NY ANMELDELSE: "Årets megatrend må være bedre mad på kulturinstitutioner. Utzon Centers restaurant hedder nu Jørn. Et blændende lyst rum med fjorden til den ene side; åbent køkken og krydderurtevæg til den anden. Her er tjekket!"

    Hvor?
    Restaurant Jørn
    Slotspladsen 4
    9000 Aalborg

    Du kan læse hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Restaurant Jørn hvis du har den fulde version af White Guide App. App’en kan ...


     

  • Ny anmeldelse: Bistro V, Aalborg

    Ny anmeldelse: Bistro V, Aalborg

    NY ANMELDELSE: "Bistro V, som siden 2013 har været lillesøster til Bryghuset Vendia i Hjørring, har endelig fået en tvilling i Aalborg - og det har været ventetiden værd."

    Hvor?
    Bistro V
    Toldbod Plads 2
    9000 Aalborg

    Du kan læse hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Bistro V, hvis du har den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades ...


     

  • Ny anmeldelse: Naert, København

    Ny anmeldelse: Naert, København

    NY ANMELDELSE: "Iceberg-bladene bringes i anvendelse som bittert grillet modspil til en ret med kulmule, som er sous videt præcist og saftigt og serveres med ulasteligt tilbehør af blomkål og brunet smør. En klassisk, yderst velsmagende kombination, som afspejler køkkenets glæde ved det sikre valg - og hvorfor ikke, når det virker?"

    Hvor?
    Naert
    Pilestræde 63
    1112 København K

    Du kan læse hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Naert, hvis du har ...


     

  • Nyåbnet restaurant mister sin køkkenchef

    Nyåbnet restaurant mister sin køkkenchef

    RESTAURANTNYT: Kim Jeppesen, som står bag to gourmetrestauranter, Tabu i Aalborg og den nyåbnede Veto i Aarhus, trækker sig som ejer og køkkenchef. Restauranterne står overfor et konceptskifte, fortæller han.

    - Jeg har valgt at fratræde mine stillinger da mine gastronomiske visioner ikke længere stemmer overens med den fremtidige strategi for forretningerne, skriver Kim Jeppesen, men vil ikke uddybe nærmere, hvilke fremtidige strategier, der er lagt, da vi ringer til ham.

    Lige nu er ejerforholdet ved at blive afklaret, og det er endnu uvist, hvem der skal være køkkenchef på den nyåbnede Veto. På Tabu vil den unge kok ...


     

  • Lillebror lukker men genopstår med ambitiøst koncept

    Lillebror lukker men genopstår med ambitiøst koncept

    RESTAURANTNYT: Med deres næse-til-hale-extreme-restaurant Bror har de to tidligere Noma-sous chefer Victor Wågman og Samuel Nutter fået omvendt mange, som ikke troede, de var til tyrenosser og lammehjerne. For et år siden åbnede de så den mere konceptmæssigt afdæmpede cafe/restaurant Lillebror, også i København. Denne lukker nu, men det betyder ikke, at lokalet bare skal stå tomt.

    - Lillebror er en (endnu mere) afslappet udgave af søskenderestauranten Bror med to tidligere Noma-souschefer ved roret. Om dagen er der velbrygget kaffe og godt hjemmebag at hente, mens aftenen byder på en simpel menu med få men gennemtænkte valgmuligheder. Det er tydeligt, at der er dygtige kokke med et godt øje til de lokale råvarer i køkkenet, skrev vores anmelder bl.a. efter seneste besøg på Lillebror.

    Den 7. november er sidste åbningsdag på Lillebror. Henover vinteren vil der ...


     

Køb White Guide Dagmar Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App