Vinderne af White Guides priser 2015

WHITE GUIDE: Tordenskjolds kulinariske elitesoldater fik selskab af både dugfriske stjerneskud og klassikere i provinsen, da Danmarks største restaurantguide her til eftermiddag uddelte sine 10 priser til landets skarpeste restauranter og gastronomiske fagfolk.
Gastronomien i Danmark stortrives! Men nogle restauranter og fagpersoner har bare lige det lille ekstra, der rykker oplevelsen op i en liga for sig, skaber trends, danner skole, imponerer og begejstrer langt ud over det forventelige.
For 2. år i træk hyldede White Guide her til eftermiddag branchens skarpeste hoveder, dygtigste håndværkere og mest forførende helhedsoplevelser. Prismodtagerne er udvalgt på pointtal i guiden eller på baggrund af en redaktionel vurdering.
Årets bedste restaurant
Leverer en restaurantoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Præsterer flere restauranter på samme niveau, er mad- pointene, afgørende. Med udmærkelsen Årets bedste restaurant præmierer White Guide højdepunktet i dansk gastronomi og restaurantkultur lige nu.
Nominerede
Geranium
Noma
Kadeau København
Søllerød Kro
Vinder: Noma
For fortsat at udfordre og udvikle vores forståelse for råvarer, gastronomi, service og værtskab. Et måltid her er en altomfavnende oplevelse, der udvisker grænsen mellem natur og kultur i hver eneste mundfuld. Man forlader bordet mættet både intellektuelt, legemligt og sjæleligt.
Årets vinoplevelse
– uddeles i samarbejde med Spiegelau
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst vinarbejde. Valget af leverandører og producenter, vinkortets komposition, menuopbygning, mad- og vinsammensætning, håndtering, præsentation, formidlingstæft og evnen til at forstå gæstens behov er centrale kriterier i bedømmelsen.
Nominerede
Mielcke & Hurtigkarl
Kadeau København
Søllerød Kro
Restaurant AOC
Vinder: Kadeau København
For vinvalg og ¬match, der er lige så levende og eksperimenterende som restaurantens innovative mad. Hverken nye dogmer eller gamle traditioner står i vejen i jagten på det ultimative glas til retternes komplekse smagsudtryk.
Årets serviceoplevelse
– uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Gives til en restaurant, som med sin udsøgte servicefornemmelse har bidraget til at føre restaurantkulturen fremad. Opmærksomhed på gæsten, viden om mad og drikkevarer, betjeningens gennemførelse og attitude fra bordbestilling til afsked eksekveres varmt, flydende og fejlfrit.
Nominerede
Frederikshøj
Kong Hans Kælder
Noma
Restaurant AOC
Vinder: Kong Hans Kælder
For i en tid, hvor alle jagter det seneste nye, at satse på klassisk, veludført håndværk med tydelig faglig stolthed i kombination med et kræsent udvalg af nyere tricks og metoder. Resultatet er en ualmindeligt komplet helhedsoplevelse, der i høj grad må tilskrives den sublime betjening.
Årets nye restaurant
– uddeles i samarbejde med Carlsberg
Er et nyt stjerneskud på restauranthimlen, men ikke en kortlivet supernova. Nyheden, der præmieres, byder fra dag ét på stilsikker og avanceret madlavning i kombination med et tårnhøjt niveau for helhedsoplevelsen.
Nominerede
Uformel
Gastromé
No. 2
Restaurant Tabu
Vinder: Uformel
For i sit debutår at stryge direkte ind i mesterklasse takket være sin elegante, præcise gastronomi på nordiske kvalitetsråvarer med spændende twist af smagsudtryk og teknikker fra hele verden.
Årets feel good-oplevelse
Gives til en restaurant, hvor det er specielt rart at indtage et måltid. Det handler også om mad og drikkevarer, men endnu mere er det stemningen, miljøet og det, der ’ligger i luften’ – noget ægte og sympatisk, som får os til at føle os ekstra godt tilpas, og giver os lyst til at komme igen – og igen.
Nominerede
Restaurant Piaf
Bistro59
Gorilla
Klassisk 65
Vinder: Klassisk 65
For sit gedigne køkken, sit klassiske tjenerhåndværk og en næsten demonstrativt afslappet stemning. Indehaver Søren Andreasen har gjort feel¬good til en sport, og når vinen flyder, bøfferne brænder, og musikken spiller, findes der ikke et hyggeligere spisested i Danmark.
Årets “en rejse værd”
– uddeles i samarbejde med Horesta
Gives til en restaurant, hvor arbejdet i gastronomiens tjeneste og niveauet på helhedsoplevelsen lokker gæster til langvejs fra. Den lille landsbykro i landsbyen såvel som de luksuriøse sæson- og storbyrestauranter kan være en rejse værd.
Nominerede
Kadeau Bornholm
Hotel Frederiksminde
Falsled Kro
Ti Trin Ned
Vinder Kadeau Bornholm
For at byde tilrejsende gæster på en hæsblæsende smagssafari gennem alt, hvad lokalområdet kan tilbyde, og for at komplettere en mesterlig madoplevelse med en beliggenhed og atmosfære, som få steder i verdenen kan matche.
Årets innovatør
– uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en restaurant eller en person, der har tilført gastronomien noget nyt og banebrydende. Det kan være i rammerne omkring og præsentationen af det kulinariske eller i selve det gastronomiske udtryk og indhold.
Nominerede
1. th
Gorilla
Øl & Brød by Mikkeller
Bæst
Vinder: Bæst
For begejstret at fortsætte signaturstilens gastronomiske nybrud; denne gang med en hidtil uset grad af selvforsyning, modigt inkarneret i eget luksusbageri, friskostmejeri og en imponerende produktion af milde, men komplekse salumi af lokalt kød fra glade dyr.
Årets smag for skillingen
Gives til en restaurant, der ikke bare leverer tidssvarende gastronomi og en fed helhedsoplevelse fra værtskab til vinvalg, men som gør det inden for en prisramme, hvor alle kan være med. Også på en onsdag.
Nominerede
Osteria 16
Barbie
Canblau Tapasbar
Essens
Vinder: Osteria 16
For på rekordtid at skabe en original restaurant, som vi ikke anede, vi manglede, og nu slet ikke kan være foruden. Og for at minde branchen om, at det helt basale er det vigtigste. Man behøver ikke designermøbler for millioner, hvis man serverer lækker mad med et glimt i øjet.
Årets vinkort
– uddeles i samarbejde med Theis Vine
Gives til det perfekt kuraterede kort, som balancerer det moderne med det klassiske, og som er udogmatisk mht. produktionsfilosofi, geografi og klassificering. Det viser en bredde i prisniveauer, berømtheder, skæve overraskelser, det friske og det modne og de helt store brag til en særlig lejlighed. Det er kræsent udvalgt med sans for variationer i retterne og i gæsternes vinøse præferencer. Flerdimensionelt, personligt og fokuseret.
Nominerede
Malling Kro
Søllerød Kro
KUL
Vallø Slotskro
Vinder: Søllerød Kro
For igennem 20 år at have opbygget, hvad der uden tvivl er en af Danmarks mest velassorterede vinkældre. Kortet har en klassisk tyngde, men der er noget i ethvert prisniveau, og udvalgets stilmæssige ambitus faciliterer sommelierens brillans i både kreative og mere konventionelle vin¬ og madmatch.
Årets unge kokketalent
– uddeles i samarbejde med Lavazza
Gives til en kok under 30 år, som inden for det seneste år har gjort sig positivt bemærket med håndværksmæssig præcision, frække idéer og evnen til at eksekvere dem konsistent og professionelt.
Vinder: Frederik Alexander Rudkjøbing, køkkenchef på Uformel, København
For som blot 25-¬årig at stå ved roret for en af dette års bedste nyåbnede restauranter, som ryger direkte ind på Mesterklasse¬listen. Den ambitiøse unge kok har desuden nået at agere commis ved Bocuse d’Or og har arbejdet på flere topsteder i Danmark og udlandet.