Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

Vinderne af White Guides priser 2015

Vinderne af White Guides priser 2015
23. mar. 2015

WHITE GUIDE: Tordenskjolds kulinariske elitesoldater fik selskab af både dugfriske stjerneskud og klassikere i provinsen, da Danmarks største restaurantguide her til eftermiddag uddelte sine 10 priser til landets skarpeste restauranter og gastronomiske fagfolk.

Gastronomien i Danmark stortrives! Men nogle restauranter og fagpersoner har bare lige det lille ekstra, der rykker oplevelsen op i en liga for sig, skaber trends, danner skole, imponerer og begejstrer langt ud over det forventelige.

For 2. år i træk hyldede White Guide her til eftermiddag branchens skarpeste hoveder, dygtigste håndværkere og mest forførende helhedsoplevelser. Prismodtagerne er udvalgt på pointtal i guiden eller på baggrund af en redaktionel vurdering.

Årets bedste restaurant

Leverer en restaurantoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Præsterer flere restauranter på samme niveau, er mad- pointene, afgørende. Med udmærkelsen Årets bedste restaurant præmierer White Guide højdepunktet i dansk gastronomi og restaurantkultur lige nu.

Nominerede 
Geranium
Noma
Kadeau København
Søllerød Kro

Vinder: Noma
For fortsat at udfordre og udvikle vores forståelse for råvarer, gastronomi, service og værtskab. Et måltid her er en altomfavnende oplevelse, der udvisker grænsen mellem natur og kultur i hver eneste mundfuld. Man forlader bordet mættet både intellektuelt, legemligt og sjæleligt.

Årets vinoplevelse

– uddeles i samarbejde med Spiegelau
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst vinarbejde. Valget af leverandører og producenter, vinkortets komposition, menuopbygning, mad- og vinsammensætning, håndtering, præsentation, formidlingstæft og evnen til at forstå gæstens behov er centrale kriterier i bedømmelsen.

Nominerede
Mielcke & Hurtigkarl
Kadeau København
Søllerød Kro
Restaurant AOC

Vinder: Kadeau København
For vinvalg og ¬match, der er lige så levende og eksperimenterende som restaurantens innovative mad. Hverken nye dogmer eller gamle traditioner står i vejen i jagten på det ultimative glas til retternes komplekse smagsudtryk.

Årets serviceoplevelse

– uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Gives til en restaurant, som med sin udsøgte servicefornemmelse har bidraget til at føre restaurantkulturen fremad. Opmærksomhed på gæsten, viden om mad og drikkevarer, betjeningens gennemførelse og attitude fra bordbestilling til afsked eksekveres varmt, flydende og fejlfrit.

Nominerede
Frederikshøj
Kong Hans Kælder
Noma
Restaurant AOC

Vinder: Kong Hans Kælder
For i en tid, hvor alle jagter det seneste nye, at satse på klassisk, veludført håndværk med tydelig faglig stolthed i kombination med et kræsent udvalg af nyere tricks og metoder. Resultatet er en ualmindeligt komplet helhedsoplevelse, der i høj grad må tilskrives den sublime betjening.

Årets nye restaurant

– uddeles i samarbejde med Carlsberg
Er et nyt stjerneskud på restauranthimlen, men ikke en kortlivet supernova. Nyheden, der præmieres, byder fra dag ét på stilsikker og avanceret madlavning i kombination med et tårnhøjt niveau for helhedsoplevelsen.

Nominerede   
Uformel
Gastromé
No. 2
Restaurant Tabu

Vinder: Uformel
For i sit debutår at stryge direkte ind i mesterklasse takket være sin elegante, præcise gastronomi på nordiske kvalitetsråvarer med spændende twist af smagsudtryk og teknikker fra hele verden.

Årets feel good-oplevelse

Gives til en restaurant, hvor det er specielt rart at indtage et måltid. Det handler også om mad og drikkevarer, men endnu mere er det stemningen, miljøet og det, der ’ligger i luften’ – noget ægte og sympatisk, som får os til at føle os ekstra godt tilpas, og giver os lyst til at komme igen – og igen.
  
Nominerede
Restaurant Piaf
Bistro59
Gorilla
Klassisk 65

Vinder: Klassisk 65     
For sit gedigne køkken, sit klassiske tjenerhåndværk og en næsten demonstrativt afslappet stemning. Indehaver Søren Andreasen har gjort feel¬good til en sport, og når vinen flyder, bøfferne brænder, og musikken spiller, findes der ikke et hyggeligere spisested i Danmark.

Årets “en rejse værd”

– uddeles i samarbejde med Horesta
Gives til en restaurant, hvor arbejdet i gastronomiens tjeneste og niveauet på helhedsoplevelsen lokker gæster til langvejs fra. Den lille landsbykro i landsbyen såvel som de luksuriøse sæson- og storbyrestauranter kan være en rejse værd.

Nominerede    
Kadeau Bornholm
Hotel Frederiksminde
Falsled Kro
Ti Trin Ned

Vinder Kadeau Bornholm
For at byde tilrejsende gæster på en hæsblæsende smagssafari gennem alt, hvad lokalområdet kan tilbyde, og for at komplettere en mesterlig madoplevelse med en beliggenhed og atmosfære, som få steder i verdenen kan matche.

Årets innovatør

– uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en restaurant eller en person, der har tilført gastronomien noget nyt og banebrydende. Det kan være i rammerne omkring og præsentationen af det kulinariske eller i selve det gastronomiske udtryk og indhold.

Nominerede   
1. th
Gorilla
Øl & Brød by Mikkeller
Bæst

Vinder: Bæst
For begejstret at fortsætte signaturstilens gastronomiske nybrud; denne gang med en hidtil uset grad af selvforsyning, modigt inkarneret i eget luksusbageri, friskostmejeri og en imponerende produktion af milde, men komplekse salumi af lokalt kød fra glade dyr.

Årets smag for skillingen

Gives til en restaurant, der ikke bare leverer tidssvarende gastronomi og en fed helhedsoplevelse fra værtskab til vinvalg, men som gør det inden for en prisramme, hvor alle kan være med. Også på en onsdag.

Nominerede
Osteria 16
Barbie
Canblau Tapasbar
Essens

Vinder: Osteria 16
For på rekordtid at skabe en original restaurant, som vi ikke anede, vi manglede, og nu slet ikke kan være foruden. Og for at minde branchen om, at det helt basale er det vigtigste. Man behøver ikke designermøbler for millioner, hvis man serverer lækker mad med et glimt i øjet.

Årets vinkort

– uddeles i samarbejde med Theis Vine
Gives til det perfekt kuraterede kort, som balancerer det moderne med det klassiske, og som er udogmatisk mht. produktionsfilosofi, geografi og klassificering. Det viser en bredde i prisniveauer, berømtheder, skæve overraskelser, det friske og det modne og de helt store brag til en særlig lejlighed. Det er kræsent udvalgt med sans for variationer i retterne og i gæsternes vinøse præferencer. Flerdimensionelt, personligt og fokuseret.

Nominerede  
Malling Kro
Søllerød Kro
KUL
Vallø Slotskro

Vinder: Søllerød Kro
For igennem 20 år at have opbygget, hvad der uden tvivl er en af Danmarks mest velassorterede vinkældre. Kortet har en klassisk tyngde, men der er noget i ethvert prisniveau, og udvalgets stilmæssige ambitus faciliterer sommelierens brillans i både kreative og mere konventionelle vin¬ og madmatch.

Årets unge kokketalent

– uddeles i samarbejde med Lavazza
Gives til en kok under 30 år, som inden for det seneste år har gjort sig positivt bemærket med håndværksmæssig præcision, frække idéer og evnen til at eksekvere dem konsistent og professionelt.

Vinder: Frederik Alexander Rudkjøbing, køkkenchef på Uformel, København
For som blot 25-¬årig at stå ved roret for en af dette års bedste nyåbnede restauranter, som ryger direkte ind på Mesterklasse¬listen. Den ambitiøse unge kok har desuden nået at agere commis ved Bocuse d’Or og har arbejdet på flere topsteder i Danmark og udlandet.

 

Mere restaurantnyt

  • Ny anmeldelse: Bordeaux er kommet til Aarhus

    Ny anmeldelse: Bordeaux er kommet til Aarhus

    På én af Aarhus’ fornemste adresser på Store Torv ligger byens klassiske gamle Hotel Royal. Hotellets restaurant har fået en overhaling med nyt navn, ny køkkenchef og en ny vinkling væk fra det eksperimenterende og tilbage til de klassiske franske dyder. Når den nye køkkenchef hedder Jack Cramer og senest har boltret sig på Brøndums Hotel i Skagen, lover det godt, og det er det også.


     

  • Ny anmeldelse: Italiensk med smørtenor og moden brunello

    Ny anmeldelse: Italiensk med smørtenor og moden brunello

    Der er smørtenorer i højttalerne, nips, støvede vinflasker og hjertelig betjening i restauranten. Il Grappolo Blu er en klassisk italiensk restaurant med alt, hvad der følger med.


     

  • Ny anmeldelse: Velsmagende one man show

    Ny anmeldelse: Velsmagende one man show

    Bare otte pladser har Njordvest ved Utterslev gadekær, som indtil for nylig hed SWAG. Ejeren Thomas Pamperin udfylder selv alle roller som tjener, kok og opvasker, og det gør han godt. Filosofien er enkel: Nærhed, godhed og velsmag.


     

  • Ny anmeldelse: Pulserende bistro med sikre serveringer

    Ny anmeldelse: Pulserende bistro med sikre serveringer

    Det hamrer derudaf med Abba i højttalerne, når vi træder ind i en smækfuld restaurant på en hverdagsaften. Bordene står tæt på Rebel, og vi bliver med det samme i godt humør af nabobordets højtgrinende kvinder.

    Med 70’er-disco som lydtæppe spiser vi præcist udførte retter fulde af velsmag. Rebel serverer selvsikkert klassiske smagskombinationer, der virker, og anbefaler til næsten alle retter, at der tilføjes luksus i form af caviar, trøffel eller hummer. Retterne fungerer dog også fint uden.


     

  • Ny anmeldelse: Mindeværdige vine fra den digitale kælder

    Ny anmeldelse: Mindeværdige vine fra den digitale kælder

    Vi nyder at lade os gelejde på plads i det kombinerede lounge- og restaurantlokale på Malling Kro, indrettet klassisk og stringent i sort/hvid farveholdning og med luft mellem bordene.

    Aftenen igennem servicerer krofatter Rico Jørgensen elegant men uprætentiøst til tonerne af bl.a. jazzificerede Tom Waits-covernumre. Præsentationerne af vådt og tørt rammer den helt rigtige balance, hvor vi føler os velinformerede, uden at det trækker i langdrag.


     

  • Ny anmeldelse: Her drejer discokuglen også på en mandag

    Ny anmeldelse: Her drejer discokuglen også på en mandag

    Discokuglen drejer, og selvom det er mandag, er der godt fyldt op ved de rå træborde i den hyggelige kælder, som rummer Manfreds.

    Christian Puglisi og co.’s restaurant i hipstergaden Jægersborggade er efterhånden blevet en københavnerklassiker i den glokale bistrogenre, og vi kan høre, at folk kommer langvejs fra for at spise her.


     

  • Ny anmeldelse: Lokal-vietnameser blandt Aalborgs sjoveste

    Ny anmeldelse: Lokal-vietnameser blandt Aalborgs sjoveste

    Aalborg har i den grad taget social dining-bølgen til sig, og en af frontløberne er Nam, som den talentfulde kok Kim Jeppesen står bag. Her parrer han lokale råvarer med alverdens indtryk, især fra Vietnam, hvor han har rødder.

    Smagene er milde og idéerne moderat vilde, som når store ”chips” af sprødt kyllingeskind toppes med en blid peberrodscreme og masser af dild og estragon til et delikat nordisk/fransk/underspillet asiatisk mix på en af 8-rettersmenuens appetizere.


     

  • Ny anmeldelse: Christianshavns sikre kort

    Ny anmeldelse: Christianshavns sikre kort

    Der findes restauranter, som udfordrer gastronomiens etablerede grænser med vovede påfund og kreative eksperimenter. Og så findes der sikre kort, som bare år efter år leverer varen uden så meget slinger i valsen. Til den sidste kategori hører Kanalen.


     

  • Ny anmeldelse: Køkkenet skinner, når råvarerne står i front

    Ny anmeldelse: Køkkenet skinner, når råvarerne står i front

    ”Godaften, signori,” lyder det fra tjeneren, og så er aftenen i gang. Oplevelsen af at befinde sig på en finere italiensk restaurant er gennemført på Era Ora, hvor ikke mindst servicedelen er fremragende; opmærksom, nærværende, diskret og tryghedsskabende. I køkkenet huserer siden årsskiftet den nye køkkenchef, Antonio di Criscio, som har fået til opgave at videreføre arven i Danmarks mest ikoniske italienske køkken.


     

  • Ny anmeldelse: Gode råvarer og en pæn portion sludder

    Ny anmeldelse: Gode råvarer og en pæn portion sludder

    Der dufter af røg på den helt rigtige måde, og der er et kæmpemæssigt kohorn på bordet og et nøgent træ midt i rummet. Restauranten i det imponerende skæve glasbyggeri AC Hotel Bella Sky i Ørestad har fået nyt koncept med nynordiskagtig indretning og navn: Basalt.


     

White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar H.W. Larsen GASTRO unika Køb White Guide White Guide App