LEYNAVATN: Totaloplevelse for alle sanser

.
Koks
Frammi vi∂ Gjónna
335 Leynavatn
+298 33 39 99
koks.fo
Restauranten er i foråret 2018 flyttet fra det gamle bispesæde Kirkjubøur til mindst ligeså naturskønne omgivelser ved Leynavatn lidt nordligere på Streymoy. Unge Poul Andrias Ziska styrer køkkenet, hvor han mesterligt formår at skabe en balance mellem kreativ innovation og respekt for Færøernes ypperlige råvarer og stærke traditioner.
Hvor farbar vej ender, parkerer vi vores bil og inviteres indenfor i en hjallur (lille skur til ophængning af kød til tørring og fermentering) og bydes på øl, tørfisk med smør og intens metallisk smagende grindehval, serveret på traditionel vis med spæk og kogte kartofler. Herefter er det ind i en Land Rover, der kan trodse terrænet og vandløbene og køre os op til selve restauranten, et sort træhus med græstag.
Fårene går lige udenfor vinduet, og du ser ned på søen, hvor der fanges fisk. Hver dag på vej til restauranten samler ansatte den præcise mængde søpindsvin, muslinger m.m., der skal bruges netop den aften, og dyrene præsenteres i sin friske pragt på et fad ved måltidets begyndelse, som de ligger der og spræller.
Restaurantens hyggelige rum domineres af træ og fåreskind, og vi føler og straks yderst veltilpas og får den mineralske champagne Longitude fra Larmandier-Bernier i glasset. En nyåbnet kammusling med rogn, ibskallen fyldt af hapsende rurer, vedlægges en dolk, så vi selv kan skære den fri, og den viser sig at være usædvanligt smagfuld og med den skønneste smørbløde konsistens.
Serveringen med creme af hestemusling i bunden af en skål dækket af det lindeste kartoffelskum drysset med umamirig revet tørret hestemusling er den ultimative pleaser. Søpindsvin servers med kun en smule syltede persillestilke, så dyrets særegne smag og konsistens mestendels taler for sig selv. Efter en indledning med friske sager fra havet følger en fase med traditionelle færøske ingredienser.
Tynde skiver syvmåneders skerpikjøt serveret med svampemayo og friteret rensdyrlav er en umamibombe. Tern af røget grindehjerte, rødbede og hyldebær ligger på en skive hjerteformet sprød lammeblodpølse og bliver til en hapser i skøn balance med både syre, sødme, salt og umami. Små retter kommer i en lind strøm, og imponerende rammer ingen ved siden af.
Saltet torsk i en intens persillesauce med grillede blåmuslinger er decideret himmelsk og matches smukt med Belondrade y Lurton 2016 på ren verdejo. Den ikkealkoholiske drikkevaremenu rummer også højdepunkter som fx en æblemost med løvstikke og en drik på rabarber og røget enebær.
Betjeningen er elegant, venlig, professionel og vidende, men dog nede på jorden og en vigtig faktor for gæsternes veltilpashed og den yderst behagelige stemning, der gennemsyrer restaurant fra start til slut. Hertil må også det specialkomponerede og særegne lydspor af Jens L. Thomsen regnes, som vi først bemærker halvvejs, men nok har påvirket vores underbevidsthed fra begyndelsen.
Et besøg på Koks er en genial totaloplevelse for alle sanser, og det er forfriskende for en gangs skyld at bringe sig selv ud i naturen til maden, i stedet for omvendt.