Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Luksuslækkert køkken ved Christianshavns Kanal

KØBENHAVN: Luksuslækkert køkken ved Christianshavns Kanal
25. apr. 2019

.

Kanalen

Wilders Plads 2
1403 København K
+45 32 95 13 30
restaurant-kanalen.dk

Tidligere Bocuse d’Or-sølvvinder, Jeppe Foldager, kan dét med luksus, og det gamle hus på Christianshavn er luksuriøst indrettet i skandinavisk underspillet stil. Vi kan kigge ind i køkkenet, hvor der på bedste Bocuse-vis hersker ro og orden. Roger Coulon-champagne fra Vrigny er elegant og har de fineste bobler. Vi nyder den til snacks, bl.a. en gigantisk Gillardeau-østers med godt med peber, drænet yoghurt og et syltet hybenroseblad. Det er en østers for østerselskere – kødfuld, helt frisk og meget smuk at se på.

Perfektion, elegance og klassiske luksusråvarer er i centrum i jomfruhummerretten, som er en spinoff på waldorfsalat: jomfruhummeren er næsten rå, men har akkurat kysset en grill, så den får en karamelliseret sødme. Der er dutter af foie gras-creme, gennemsigtigt tyndtskårne bladselleri, saltsyltede pærer og ristede valnødder. Et diskret pift af citrus viser sig at komme fra ryggen af jomfruhummerne, som er sprøjtet usynligt med citronsaft – det er den slags små detaljer, der gør Foldagers mad til noget særligt.

Også rødtungen er meget præcist pocheret, så den er lige mellem rå og tilberedt. Der er sprød topping af kartoffelchips og panko, en god skefuld løjrom, en lille stribe kartoffelpuré og en fyldig, smør- og fløderig sauce på muslinger, som i bedste Foldager-er-saucernes-konge-stil smager himmelsk, men desværre har en let melet mundfornemmelse, måske pga. den rygeost, der er rørt i den. Ikke desto mindre en sexet ret, tydeligt funderet i det klassiske dansk-franske køkken.

2015 Auxey-Duresses fra Domaine Matrot i Bourgogne har noget let røget over sig, som viser sig at være meget velvalgt til pluma fra Iberico gris, dvs. nakken. Det fedtmarmorerede, møre stykke gris er grillet og serveres med fermenteret hvidløgspuré og en kraftig svinesky – begge elementer fremhæver den særlige sødme fra Ibericogrisen. Mange bourgogner havde ikke kunnet følge med de kraftige smage, men den maskuline Auxey gør det problemfrit – flot sommelierarbejde fra et i øvrigt overdådigt vinkort med klar præference til den gamle verdens vine.

Personalet får os hele aftenen til at føle os trygge i en fin balance mellem formel høflighed og lun humor – her kan man slappe af og være sig selv. Om sommeren tilmed udendørs langs Christianshavns Kanal – det er er svært at forestille sig et bedre og mere københavnerhyggeligt sted at spise en god frokost. Resten af året sidder vi gladeligt indendørs og nyder Foldager og Co.’s dygtige arbejde.

 

Mere restaurantnyt

  • FANØ: Kulinarisk ekvilibrisme i Danmarks smukkeste landsby

    FANØ: Kulinarisk ekvilibrisme i Danmarks smukkeste landsby

    .

    Sønderho Kro

    Kropladsen 11
    6720 Fanø
    +45 75 16 40 09
    sonderhokro.dk

    Pittoresk i Danmarks smukkeste landsby ligger en perle af en lavloftet stråtækt bygning, som huser en af Danmarks ældste og smukkeste beværtninger, Sønderho Kro. Her brillerer Jakob Sullestad, der ejer og driver kroen, som gæstfri vært, køkken- og restaurantchef. Det sker med stort overskud og i respekt for lokale traditioner, den storslåede natur og både Vadehavets og øens bidrag til køkkenet.


     

  • PRÆSTØ: Et smagsoverlegent fjordkøkken

    PRÆSTØ: Et smagsoverlegent fjordkøkken

    .

    Hotel Frederiksminde


    Klosternakken 8
    4720 Præstø
    +45 55 90 90 30
    frederiksminde.com
     

    For nogle er Præstø måske et stykke Udkantsdanmark, men i restauranten skaber køkkenchef Jonas Mikkelsen små gastronomiske mirakler, som nemt kan måle sig med landets fineste adresser. Han har en udpræget sans for at skabe ufattelig velsmag med få og simple ingredienser.


     

  • KØBENHAVN: Format til meget mere

    KØBENHAVN: Format til meget mere

    .

    Format

    Sankt Annæ Plads 20
    1250 København K
    +45 69 15 65 85
    formatcph.dk
     

    Køkkenchef Will Smith står her for yderst sæsonpræget gastronomi med særligt fokus på syltning, saltning og henkogning. Hovedelementerne er tryghedsskabende og velkendte råvarer, mens legen er mere fri i sammensætningen af tilbehøret.


     

  • AARHUS: Hærværk med innovativ professionalisme

    AARHUS: Hærværk med innovativ professionalisme

    .

    Hærværk

    Frederiks Allé 105, st. tv
    8000 Aarhus
    +45 50 51 26 51
    restaurant-haervaerk.dk
     

    På Hærværk bliver det perfekte håndværk i det innovative og legende køkken fulgt til dørs af nærvær og professionalisme ude ved bordene i alle serveringer. Det er en helhedsoplevelse, hvor man virkelig bliver overrasket og venter nysgerrigt på næste servering.


     

  • AARHUS: Buldrende personlighed i stram stil

    AARHUS: Buldrende personlighed i stram stil

    .

    Frederikshøj


    Oddervej 19-21
    8000 Aarhus
    +45 86 14 22 80
    frederikshoj.com

    Du har været hele vejen rundt i et måltid, hvis originalitet og gode anderledeshed underbygges af en fremragende vinparring med klassiske vine, udvalgt med omhu af de dygtige sommelierer. En totaloplevelse af de store.


     

  • KLAMPENBORG: Grønt og skønt med stor velsmag

    KLAMPENBORG: Grønt og skønt med stor velsmag

    .

    Den Røde Cottage

    Strandvejen 550
    2930 Klampenborg
    +45 39 90 46 14
    denroedecottage.dk

    Mellem skov og hav ligger en smuk gammel rød hytte – idyllisk. Om sommeren er her udendørs servering, om vinteren omslutter det enkelt designede rum dig. Anita Klemensen har gennem en årrække cementeret sit navn som en af Danmarks dygtigste kokke og er med til at understrege, at den gastronomiske superliga ikke kun er for mænd.


     

  • TØNDER: Hygge og smæk for skillingen i hjertet af Tønder

    TØNDER: Hygge og smæk for skillingen i hjertet af Tønder

    .

    ROS


    Spikergade 21
    6270 Tønder
    +45 27 19 31 93
    restaurantros.dk
     

    På ægte sønderjysk vis modtages du hjerteligt i døren, får taget frakken og sættes med udsigt over toppede brostensgader i hjertet af Tønder. Trods stedet er fuldt booket, har de dygtige kokke og indehavere, Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, på hele din kulinariske rejse i fortolkninger af lokale råvarer og traditionelle egnsretter rigeligt overskud til både at skabe en afslappet atmosfære, sludre med gæsterne, besvare spørgsmål og deltage i serveringen fra det åbne køkken i den kun 98 m2 store restaurant.


     

  • TÓRSHAVN: Færøsk fiskerestaurant med iberisk inspiration

    TÓRSHAVN: Færøsk fiskerestaurant med iberisk inspiration

    .

    Barbara


    Gongin 2-6
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 33 10 10
    barbara.fo

    På Barbara tør køkkenchefen gå sin egen vej, og det sker helt uden slinger.


     

  • KØBENHAVN: Genial stilsikker originalitet

    KØBENHAVN: Genial stilsikker originalitet

    .

    Mielcke & Hurtigkarl


    Frederiksberg Runddel 1,
    2000 Frederiksberg
    +45 38 34 84 36
    mhcph.com

    I et hjørne af Frederiksberg Have udvises der overskud og den ro, viden og professionalisme, som der skal til for at gøre en restaurantoplevelse komplet. Sammen med et af Danmarks mest eklektiske men samtidig stilsikre køkkener giver det en oplevelse, som er original, personlig og ganske enkelt gennemført.


     

  • TÓRSHAVN: Heima í Havn med lammekød i særklasse

    TÓRSHAVN: Heima í Havn med lammekød i særklasse

    .
    Áarstova

    Gongin 1
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 33 30 00
    aarstova.fo

    Man sidder tæt i de stemningsfyldte lokaler. Menu og drikkevarer præsenteres elegant i indbundne bøger og vidner om, at der er lagt et stort arbejde i at give dig en god oplevelse. Bogen om retterne afslører, at køkkenet fokuserer på lokale råvarer som lam, jomfruhummer og torsk.


     

Køb White Guide iZettle Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App