KØBENHAVN: Østlig velsmag og frisk humle

.
Brus
Guldbergsgade 29F
2200 København N
+45 75 22 22 00
tapperietbrus.dk
Sommeren 2017 lukkede Tapperiet Brus' restaurant Spontan, og gourmetmenu og bordbestilling er nu erstattet af et mere simpelt Food Bar-koncept. Det kan godt være, der er skruet ned for (det formelle) serviceniveau, avancerede detaljer m.m., men det er stadigvæk unge Christian Gadient, der regerer i køkkenet, så det er særdeles vanskeligt at sætte en finger på maden.
Der hentes endnu megen inspiration fra Østasiens køkkentraditioner, og selv om man nu skal bestille sin mad ved en skranke, er betjeningen stadig yderst kompetent og behagelig. Torsken er tilberedt til usædvanlig perfektion og serveres med pak choy og en skøn sauce med en lige præcis tilpas mængde grøn chili til at give den et balanceret bid. Szechuanpeberglaserede short ribs af okse er saftige og møre, og deres sødme får modspil af syren i en kimchi med østers fra tilbehørsmenuen. Fritterne, der er det eneste mulige kartoffeltilbehør, er også fermenterede og nogle af de bedste, vi længe har fået.
De fleste øl på de mange haner er brygget på stedet og skifter ofte, men hvis du bare beder om den mest friskbryggede ipa, bliver du nok ikke skuffet, for der humles rundhåndet, og øltypens kraftige bitterhed matcher madens asiatiske krydderier til ug. Der er også flere cocktails på fad, bl.a. en velsmagende og frisk variant med skovsyre og gin, som vi dog synes mangler lidt alkobid - men det kan jo altid tilkøbes.
Vi afslutter vores måltid med noget så oldschool som en softice, der i Brus' udgave er fuld af kvalitetsvanilje, hvorefter vi triller fra bord til bar og smager på flere øl. Et så godt uformelt barmåltid med så gode bryg hænger ikke på træerne.